Skipper vil overtage Dong og olie billigt
Grundlovsrevision skal ifølge topfigur i Enhedslisten bane vejen for, at Dong og private plejehjem kan overtages af staten uden fuld erstatning til de gamle ejere. Sødt og virkelighedsfjernt, siger Socialdemokraterne.
Staten skal kunne overtage virksomheder og naturressourcer som Dong eller Nordsø-olien – uden at give fuld kompensation til de hidtidige ejere.
Det mener Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (EL), som vil have en grundlovsrevision nedfældet i Enhedslistens nye principprogram, som skal vedtages på partiets landsmøde i weekenden.
Ifølge grundloven kan staten i dag kun ekspropriere folks ejendom mod »fuldstændig erstatning«. Men det princip bør afskaffes over for »kapitalistiske ejere«, lyder begrundelsen i et skriftligt forslag, som Skipper og otte andre liste-medlemmer står bag.
»Hvis Nordsø-olien skal tilbage på fællesskabets hænder, så er det hul i hovedet, at Mærsk skal have erstatning 40 år ud i fremtiden,« siger Pernille Skipper, der fremhæver energikoncernen Dong som et andet eksempel:
»Hvis vi fandt et flertal i Folketinget, som besluttede sig for, at det var en bedre idé, at energiforsyningen og Dong var på fællesskabets hænder, så synes jeg ikke, at det er rimeligt, at Goldman Sachs skal tjene store summer på det.«
Pernille Skipper understreger, at det ikke handler om at afskaffe kompensationen, men »at opgive den målestok, der er i dag for kompensationen.«
Den skal være rimelig frem for fuldstændig, påpeger hun.
»Og skulle Bjarne Corydons ønske om at udlicitere vores børnehaver og plejehjem lykkes, så vil det kun være rimeligt, at fællesskabet også har mulighed for at tage det tilbage – også uden at forgylde en stor kapitalfond,« siger retsordføreren og tilføjer, at der kan blive tale om større kompensation end til »ganske almindelige mennesker«, hvis hus bliver eksproprieret.
Hvem skal afgøre, hvad folk skal have for huset, og hvad Mærsk skal have for olien?
»Der skal være en rimelig kompensation. Så kan man lave en målestok, hvis et fremtidigt flertal i Folketinget vil det. Husk på, at det her er et principprogram, som handler om det samfund, som vi stræber efter, og ikke et lovforslag, der kommer ned i folketingssalen i morgen. Så det er heller ikke et forslag, der har en eksakt facitliste. Det skal man ikke skrive ind i et principprogram.«
Ifølge Pernille Skipper og co. skal grundloven desuden omskrives, så kirke og stat skilles ad, ligesom monarkiet skal afskaffes til fordel for en demokratisk-republikansk styreform.
Fjernt fra virkeligheden
Ifølge Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, lyder forslaget »meget sødt og politisk korrekt«.
»Det er bare meget fjernt fra den virkelighed, som vi lever i, og hvor vi er afhængige af, at der er et erhvervsliv, der investerer i energiudvinding,« siger hun.
Forslaget om at skrotte princippet om fuldstændig erstatning skal behandles i morgen på Enhedslistens årsmøde, hvor de 521 delegerede skal vedtage det nye principprogram, som har været på trapperne siden folketingsvalget i 2011.
I et udspil fra Enhedslistens hovedbestyrelse lægges der op til at skrue ned for visse socialistiske paroler: Væk er eksempelvis idéen om at opløse militæret og politiet og erstatte det af folkeorganer, ligesom brugen af ordet revolution er for kraftigt nedadgående i hovedbestyrelsens udspil.
Enhedslistens årsmøde varer frem til søndag.