Mænd tager (endnu) mindre barsel
De nye tal kommer efter, at regeringen igen skrottede et ligestillingsværktøj.
Fædre tager mindre barsel end tidligere.
Det viser en undersøgelse, som kommer efter, at regeringen først droppede øremærket barsel til fædre og bagefter skrottede ideen om en barselsbonus på 100 kr. om dagen til mænd.
Det er fagforbundet FTF, som har lavet undersøgelsen af, at for hvert nyfødt barn i 2011, hvor begge forældrene holdt orlov, holdt faren 36 dages barsel. Det er et fald på to dage for mændene i forhold til året før.
Til sammenligning havde kvinderne i gennemsnit 295 dage på barsel.
Tallene dumper ned i en debat, hvor Socialdemokraterne er blevet stærkt kritiserede for at modsætte sig øremærkning af barselsorlov til mænd, selvom et flertal i Folketinget støttede ideen, og det var nedfældet i regeringsgrundlaget.
I stedet sagde regeringen, at den ville nå målet om mere mandlig barsel ved at indføre en barselsbonus, men det forslag blev så skrottet under finanslovsforhandlingerne.
Ikke et dobbelt løftebrud
Jyllands-Posten spurgte forleden beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), om hun kunne forstå, at det lignede et dobbelt løftebrud, når hverken barselsbonus eller øremærket barsel blev til noget.
Til det svarede hun: ”Nej, det kan jeg selvfølgelig ikke.”
Hun uddybede svaret ved at sige, at regeringen havde truffet ”en klog beslutning”:
”Vi har forsøgt at sætte noget andet i stedet, som vi ikke har opnået et politisk flertal for. Nu forsøger vi så ad andre veje at give både mænd og kvinder mulighed for at tage barsel i Danmark.”
- Vestager kaldte det et »ægte løftebrud«, da I opgav den øremærkede barsel. Var du enig i det?
”Jeg vil ikke gå ind i en diskussion af ord hverken fra den ene eller anden kollega. Vi valgte at komme med et forslag på barselsområdet, som var anderledes end det, der stod i regeringsgrundlaget. Det har jeg redegjort for ved andre lejligheder. Det gjorde vi, fordi vi – efter at have tænkt os grundigt om og afdækket udenlandske erfaringer – nåede frem til den konklusion, at der er en risiko for, at det i nogle familier vil betyde dårligere barselsdækning.”
Men svarene tilfredsstiller ikke FTF’s formand Bente Sorgenfrey, som oven på undersøgelsen kaldet det ”dybt godnat”, at regeringen har droppet øremærket barsel.
”Den løsning kan netop give de unge fædre mulighed for at få mere tid sammen med deres nyfødte børn. Det er langt fra på alle arbejdspladser og i alle brancher, det er let for mænd at få lov at holde barsel,” skriver hun i en pressemeddelelse.
"Det er trist"
Socialdemokraternes ligestillingsordfører ærgrer sig over, at mænd i Danmark tager mindre barsel.
"Mere mandebarsel ville være godt for alle parter, da mændene ville få mere tid med børnene og kvinderne ville få mere ligestilling på arbejdsmarkedet. Jeg synes det er trist, at det ikke udvikler sig sådan," siger Rasmus Horn Langhoff (S), som ikke vil vurdere på, om regeringen har gjort nok for at få barselsbonussen igennem i Folketinget.
"Der var ikke opbakning til barselsbonussen i Folketinget, men jeg synes stadig - og det har jeg sagt hele tiden og helt åbent - at det er ærgerligt, at regeringen har droppet tankerne om øremærket barsel til mænd, da det ville have gjort noget for ligestillingen," siger han.