Regeringen giver ultimatum til Enhedslisten
Enhedslisten bør slå til nu, siger regeringen. Ellers er der »andre muligheder i dansk politik«.
Fuld fradrag for faglige kontingenter. En grøn fond til flere mia. kr. Og én mia. kr. om året, der skal give ældre en slags krav på mindst to bad om ugen.
Det er blot nogle af de muligheder, som regeringen er parat til at tilbyde Enhedslisten i forbindelse med finansloven for næste år.
Og den pakke bør Enhedslisten slå til med det samme. For der kommer ikke meget mere, lyder meldingen fra regeringen.
»Man kan aldrig indfri alle krav. Det kommer aldrig til at ske. Ikke i år. Og ikke nogensinde,« sagde finansminister Bjarne Corydon (S) på et usædvanligt møde med pressen i Finansministeriet foran den berømte glasdør.
Andre muligheder
Finansministeren gjorde det klart, at regeringen nu har valgt en foretrukken partner til en finanslov.
»Vi foretrækker en aftale med Enhedslisten,« sagde Corydon og gentog de mange tilbud til Enhedslisten.
»Men hvis Enhedslisten ikke ønsker det, så er der andre muligheder i dansk politik. Og så sker de her ting ikke,« fastslog Corydon med klar henvisning til den borgerlige fløj i Folketinget.
Her har Venstreformand Lars Løkke Rasmussen tidligere på dagen igen budt sig til som en mulige partner til den afgørende finanslov.
Det må man forvente
Regeringen mener, at der i alt er 11 mia. kr. over fire år specifikt til Enhedslistens forslag.
»Det er de indrømmelser, man som støtteparti må forvente,« sagde indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R), der også bekræftede, at De Radikale helst ønskede en aftale med Enhedslisten.
Hvis det altså kan lade sig gøre.
Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) gav en garanti for, at pengene ville brugte fornuftigt i kommunerne.
»Vi har knoklet i mange, mange uger. Og der har været uenigheder hen af vejen. Men vi mener, at vi kommer med tilbud - også på ældreområdet - som tilfredsstiller alle de ting, som Enhedslisten er kommet med« sagde Holger K. Nielsen, der kalder det »dybt, dybt underligt,« at Enhedslisten endnu ikke har sagt ja til aftalen.