JP-blogger: Kun S kan afskaffe velfærdsstaten
En VIP-afdeling for de udsatte og RIP-afdeling for de rige er fremtiden, mener JP-blogger.
Selv om den borgerlige debattør og forfatter Mikael Jalving ikke er politisk tilhænger af Københavns børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S), må han ifølge eget udsagn "lære at elske hende", for:
"De eneste, der kan afskaffe velfærdsstaten og dens uendelige bedrøvelighed, er dens fremmeste fortalere," skriver Jyllands-Postens blogger Mikael Jalving.
Præcis som SF's Özlem Cekic, der kom til at skade sin egen sag, da hun brugte den knap så fattige Carina som et eksempel på fattigdom, er Anne Vang med til at undergrave velfærdsstaten, når hun foreslår at "socialt udsatte" vuggestuer får flere pædagoger end andre, lyder det.
Fra vuggestue til grav
"Tro mig, vuggestuerne er kun begyndelsen. Velfærdsstaten er godt på vej til at blive opdelt i en VIP-afdeling for de udsatte og RIP-afdeling for de rige svin. Fra vuggestue til grav," skriver Mikael Jalving.
Han mener, at udviklingen vil gå fra blot at omfatte vuggestuer til at brede sig til børnehaver, skoler, gymnasier, universiteter og endelig hospitaler.
Og det vil i sidste ende komme velfærdsstatens fjender til gode.
Opbakningen vil falde
"Mens de reelle udgifter til fortsat indvandring fra ikke-vestlige lande sløres, undergraves velfærdsstatens almene principper eller målrettes dem med en diagnose eller det rette postnummer, og på denne måde bliver den offentlige sektor en rendyrket offerfabrik."
"Jeg behøver næsten ikke tilføje, at opbakningen til denne karikatur af en velfærdsstat vil falde år for år," lyder det.