Dagsordenen

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Krakket i investeringsbanken Lehman Brothers havde udløst den alvorligste finanskrise siden børskrakket i oktober 1929. Overalt i den vestlige verden søgte regeringerne desperat at styre uden om krisen, men det blev hurtigt åbenbart, at finanskrisen uden en koordineret global indsats ville kunne udvikle sig ukontrollabelt.

George W. Bush greb til den løst organiserede gruppering G20, der var dannet i 1999 med andre formål for øje; han inviterede stats- og regeringscheferne til topmøde i Washington DC, og siden har G20 været det globale krisestyringsforum.

Senere i dag, når G20-landenes stats- og regeringschefer samles til deres årlige topmøde, denne gang i Los Cabos i Mexico, vil krisen være om end endnu mere nærværende, end i 2008.

Finanskrisen er bragt delvist under kontrol. Den verdensøkonomiske recession blev begrænset til 2009, men siden da har den økonomiske dagsorden i den industrialiserede verden stået på stagnation. Selv ikke den bedste økonomiske krystalkugle kan sige noget reelt om, hvornår der atter vil være stabil økonomisk vækst. Omvendt er statsgældskrisen blevet altdominerende, ja reelt så alvorlig, at der nu åbent tales om risikoen for, at eurosamarbejdet vil bryde sammen. Nøglen ligger i Grækenland, hvor der fortsat tælles stemmer, mens dette skrives. Hvis de græske vælgere peger på en regering af partier, der vedstår aftalerne med Den Europæiske Union, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, vil et stort lettelsens suk kunne høres, når de finansielle markeder åbner her til morgen.

Hvis derimod grækerne sammensætter en regering af partier, der undsiger indgåede aftaler, venter en sort mandag, hvor de finansielle markeder ikke kun vil afskrive Grækenland, men også sætte Spanien og Italien under så voldsomt pres, at prompte politisk handling bliver nødvendig.

Grækerne satte også dagsordenen på G20-topmødet i Cannes i fjor, og det er for alvor et politisk irritationsmoment, at en nation med sølle 11 millioner indbyggere reelt kan holde en hel verden som gidsel for sine politiske luner.

Nu som før er virkeligheden, at EU’s politiske ledere ikke viser sig opgaven voksne. I stedet for en håndfast krisestyring agerer de fra sag til sag med halvhjertede løsninger, der vedblivende efterlader verden i tvivl om, hvorvidt de selv har en reel tro på hele europrojektet.

Grækerne har alt at tabe ved at forlade euroen, men i stedet for at lade grækerne betale prisen for deres årelange økonomiske excesser og udvise dem fra euroland bevæger de europæiske regeringer sig fortsat rundt på politiske listefødder og bidrager således til at forværre krisen.

G20 har vist sig at være et fornuftigt forum til at finde globale løsninger på mere stringente tilsyn med og regulering af finansindustrien, men G20 har hverken kunnet løse Europas selvskabte problemer eller fremkalde den dynamik, der genskaber vækst og beskæftigelse i den globale økonomi.

Nogle mener, at G20 savner legitimitet ved ikke at være en ”rigtig” international organisation, men det er en irrelevant akademisk diskussion, så længe anderledes påtrængende udfordringer dominerer dagsordenen, der der desværre dikteres af de finansielle markeder og ikke af G20-landenes stats- og regeringschefer.