En fri debat
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Mandag aften kunne man i Deadline på DR2 opleve en politisk redaktør fra et svensk dagblad kommentere Sverigedemokraternes store fremgang. Undervejs konkluderede redaktøren, at »vores kampagne er slået fejl«, fordi det ikke var lykkedes hans avis og de andre svenske medier at overbevise om faren ved Sverigedemokraterne.
De sidste dage op til det svenske valg advarede svenske aviser på forsiderne mod racisme og bad de svenske vælgere vælge ”de åbne hjerters politik”, som de øvrige partier og politikere, anført af afgående statsminister Frederik Reinfeldt, så inderligt havde appelleret til i valgkampen. Det kan dermed konstateres, at blandt de mange områder, hvor Sverige og Danmark adskiller sig, også er synet på journalistik.
Hvor der stadig hersker et ideal om tilstræbt objektivitet fjernt fra aktivisme på danske redaktionsgange, har de svenske medier åbenbart fuldt ud tilsluttet sig den svenske konsensus, der mener, at den kritiske tilgang kun gælder de udgrænsede og unævnelige i Sverigedemokraterne. Den tilgang kunne forsvares, hvis fjenden virkelig stod ved døren, og nationens overlevelse var truet, men selv om Sverigedemokraterne udspringer af nynazistiske og højreradikale partier, og dermed adskiller sig væsentligt fra for eksempel Dansk Folkeparti, så har partiet i dag en politik på indvandrer- og integrationsområdet, der på de fleste områder minder om de danske socialdemokraters. Alligevel har svenske politikere besluttet i samklang med medierne, at partiet skal udgrænses og ties ihjel sammen med dets 781.200 vælgere og den helt legitime politiske debat om indvandringens konsekvenser. Det er svenskernes beslutning, om man årligt vil tage imod op mod 100.000 flygtninge og indvandrere, og dermed møblere grundlæggende om på den svenske demografi. Men det forekommer livsfarligt på kort og især længere sigt, at man absolut ingen lyst har til at drøfte, hvad det betyder for den svenske velfærdsmodel, at man indfører multikulturalisme i en hast uden sidestykke i nyere europæisk historie. Og det må betegnes som direkte skadeligt, at man pr. automatik stempler ethvert tilløb til at udtrykke skepsis eller påpege farer ved ghettodannelser som racistisk.
Havde det danske mediehus Mandag Morgen været svensk, ville det formentlig nu være rubriceret som racistisk. Som omtalt i Jyllands-Posten i går offentliggjorde Mandag Morgen i forgårs en undersøgelse, der viser, at der stadig er alt for mange indvandrere fra ikkevestlige lande på overførselsindkomster. På trods af indvandrerstop er antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der står uden for arbejdsmarkedet, siden 2008 steget med 39.600 personer. Siden 2010 er udgifterne til overførselsindkomster til indvandrere steget med 1,9 mia. kr. Havde indvandrere samme beskæftigelsesmønster som personer med dansk oprindelse, ville det forbedre de offentlige finanser med 23. mia. kr.
Tallene er om ikke en falliterklæring, så i hvert fald en kraftig påmindelse om, at selv om der i Danmark er brugt milliarder på integration og på at få indvandrere integreret i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, så er der lang vej igen. Det til trods for, at vi i Danmark har haft en indædt debat om indvandring og integration de seneste 15 år. Tonen har til tider været skarp, og den politiske retorik ikke altid lige køn, men i det mindste har vi kunnet tale om det og tage politisk stilling. Det må fastholdes at være til fordel, både for udviklingstempoet i det danske samfund og for indvandrerne.