Dong-romantik

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Da Bente Sorgenfrey, Anders Bondo Christensen, Dennis Kristensen og Henning Pedersen i weekenden meldte sig som interesserede købere til den aktiepost i Dong, som et flertal i Folketinget har aftalt at sælge til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, var det – som så meget andet i denne debat – komprimeret metangas i en tranlampe.

Milliarderne til at overbyde Goldman Sachs skulle hentes i pensionskasser knyttet til de fagforbund, som dette nationalromantiske firkløver hver især er formænd for. Men som omtalt i avisen i går var bestyrelserne i de berørte pensionskasser – PKA, Lærernes Pension, Pensam og PBU – hverken blevet konsulteret eller havde haft lejlighed til at drøfte en milliardinvestering af et så risikobetonet omfang.

Dong har behov for at få tilført kapital, da denne dybt forgældede statskoncern i en lang årrække ikke har været drevet med den nødvendige professionalisme. En væsentlig forklaring herpå er, at Dong beredvilligt har ladet sig bruge som instrument i en økonomisk forfejlet energipolitik, hvilket afspejler sig i regnskaberne. Koncernen kom ud af 2012 med et underskud på mere end 4 mia. kr. og en rentebærende gæld på niveau med en Storebæltsbro.

Det er svært at se, hvorfor de sagesløse kunder i fire fagforeningsrelaterede pensionskasser skulle investere i Dong, og det er umuligt at finde belæg for, at de fire pensionskasser besidder de professionelle kompetencer, som ledelsen af Dong har brug for som aktive modspillere.

Danskere med langtidshukommelse husker kun alt for godt, da Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) i 1992 med ”den danske løsning” forhindrede det svenske Skandia i at overtage den nødlidende Hafnia-koncern, som fik tilført 2 mia. kr. fra ”den danske løsning” blot for at krakke fire uger senere. LD løste intet, men tabte 416 mio. kr. og måtte efter en højesteretsdom 10 år senere opgive en erstatningssag mod Danske Bank om at få dækket tabet.

Pædagogformanden Henning Pedersen burde også stikke piben ind, da pensionskassen PBU, hvori han også er 1. næstformand, i 1990’erne formøblede et trecifret millionbeløb på Nordsjællands Sommerpark, grunde i Italien og luksuslejligheder i London. Pædagoger, der nærmer sig pensionsalderen, vil have mindre i pension på grund af den inkompetence, hvormed PBU i en lang periode blev drevet.

Ingen af de fire fagbosser har i deres stokroseidylliserede tilgang til formueforvaltning foretaget antydningen af en risikoanalyse, før de leger milliardærer for andres penge. Dæmoniseringen af Goldman Sachs er regulært underlødig. Om noget dokumenterer fagbossernes fremfærd behovet for at få fjernet ethvert personsammenfald mellem fagforbund og pensionskasser. Sidstnævnte skal have professionelle bestyrelser. Det behøver fagforbund ikke, hvilket de fire udstiller sandhedsværdien af.

Kritikernes råb kan først og fremmest oversættes til et: ”Hjælp, vi vil af”. Danmark skal hegnes inde bag såkaldte danske løsninger, og dét i en international økonomi, der bliver stadig mere globaliseret. Hvorfor skulle det være en særlig værdi, at en kapitaltilførsel er dansk funderet? Det næste må blive, at grænsebommene kræves genindført ved Krusaa for at sikre, at den hellige almindelige danskhed ikke besmudses af international, risikovillig kapital.

Det er interessant, at venstrefløjen gør fælles sag med Dansk Folkeparti: Fremad mod fortiden. Rør ikke ved myten om dansk ufejlbarlighed. Det bliver næppe mere provinsielt.