Skatteselvmålet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det var så den kommission om håndteringen af ægteparret Thorning/Kinnocks skattesag. 45 vidner er afhørt og foreløbig 19 mio. kr. brugt på at komme til bunds i, hvad der er op og ned på denne mærkværdige sag. Nu ventes til september 2014 den endelige redegørelse, men allerede nu kan det siges, at vi ad omveje er endt, hvor det hele begyndte – med fokus på selve indholdet af skattesagen: Betalte ægteparret Thorning/Kinnock skat det rigtige sted; i verdens hårdest beskattede land eller i det betydeligt nådigere Schweiz?

Vi ved, hvor Stephen Kinnocks skat faldt, nemlig i Schweiz. Men vi ved nu også, at et af kommissionens vigtigste vidner, tidligere departementschef Peter Loft, i Jyllands-Posten har genåbnet hele spørgsmålet, om sagsbehandlingen af skattesagen har været tilstrækkeligt velfunderet.

På en måde er vi derfor alle lige vidt. Der var en skattesag; så opstod en mistanke om, at kredse i det daværende regeringsapparat muligvis forsøgte at påvirke sagsbehandlingen, hvilket ville være helt uhyrligt, og nu er vi – i hvert fald foreløbig – tilbage ved et fokus på, at Helle Thorning-Schmidt og hendes mand dengang virkelig talte helt ud på yderste komma for at sikre, at Kinnocks skattebetaling ikke landede i Danmark, men i Schweiz, hvor han arbejdede.

Dermed står det også klart, at den kommission, der lå den nye regering så meget på sinde, at den nedsatte den som noget af det første, den foretog sig efter at være kommet ned fra det berømte sorte tårn på Amager, i den grad har givet politisk bagslag. Der er absolut intet forgjort i, at også Thorning/Kinnock dengang gerne ville slippe billigst muligt i skat. Netop den øvelse kan man vel kalde en slags dansk nationalsport, som ikke er så underlig i betragtning netop af det horrible skattetryk. Også en statsministerkandidat og hendes mand har bestemt lov til at tælle alt med, når skatten skal flyttes til Schweiz, men tilbage står så også bare, at det var dét, der skete – at det senere statsministerpar virkelig gik til yderligheder for at få regnskabet til at gå op.

En senere statsminister er også privatperson, men må som toppolitiker samtidig tåle, at begrebet moral bringes ind i det samlede regnestykke. Det var det, som Lars Løkke Rasmussen måtte leve med, da debatten om hans GGGI-flyvninger på 1. klasse kom i fokus, og det er også det, som Thorning-Schmidt vil blive målt på blandt mange danskere. Man kunne nemlig også have forventet en anden tilgang fra en statsministerkandidat, der havde kampen mod skattelettelser som en mærkesag, lige som man kunne have forventet, at Lars Løkke selv trak en grænse for forbruget på 1. klasse.

Ikke engang den anonyme brevskriver, der en overgang satte kommissionen på den anden ende, nåede at dukke op. At det brev overhovedet blev taget så alvorligt, at det måtte meldes til politiet, er et vidnesbyrd om den politisering, som har kendetegnet kommissionen fra første færd. Det samlede forløb har ikke just været en pryd for dansk folkestyre.

Hvis SRSF’s hensigt med at nedsætte skattesagskommissionen var at ramme Venstre-toppen, kan det nok allerede nu med nogenlunde sikkerhed forudses, at det ikke kommer til at ske. Den såkaldt rygende pistol, som man har håbet på, dukker næppe op i den endelige redegørelse. Dermed har sagen vist sig at være et endog bragende selvmål.

Man må håbe, at det fremover vil mindske lysten på Christiansborg til at gå efter hinanden med juridiske midler. Det er og bliver en uskik. Det bør være kampen på ideer og argumenter, som præger den politiske debat i Danmark.