Kirke- og tidsånd

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er aktivitet i den danske folkekirke. Eller måske der nærmere er tale om panik? Som det har kunnet læses i Jyllands-Posten den senere tid, gives der i mange af landets stifter tilladelse til at eksperimentere med at flytte højmessen fra søndag til hverdag. Samtidig er man i de fleste stifter i gang med at udføre optællinger af kirkegængere.

Det er da også væsentligt, at folkekirken drives som en effektiv institution, og i takt med at medlemstallet falder, er der ganske givet også behov for at lukke kirker. Men at djøfisere kirken og placere den i et regneark for at kunne dokumentere dens ”produktivitet” er en både misforstået og farlig vej at gå.

Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at en statistisk kortlægning af antallet af kirkegængere, som næsten kun kan være en banal forenkling af, hvordan det kirkelige fællesskab har det, hurtigt ville kunne (mis)bruges politisk. Især i lyset af, at landet har en regering og ikke mindst en kirkeminister, der forekommer langt mere optaget af at udvande kirken og fremskynde det multireligiøse og multikulturelle samfund end af at værne folkekirken, selv om den med et medlemstal på godt 80 pct. af befolkningen må siges at være det absolut største folkelige fællesskab, vi har.

Men panikken breder sig, og folkekirken forekommer mere optaget af at tilpasse sig tiden og tidsånden end af at levere det, der er dens fornemste opgave og kald, nemlig forkyndelsen af evangeliet søndag efter søndag, og til højtid, til anfægtelse, til opbygning. Som Aarhus’ biskop, Kjeld Holm, sagde her i avisen for nylig som en kommentar til optælling af kirkegængere, er det »talfiksering og et udtryk for tidsånden, hvor alt skal tælles og gøres statistisk op. Og tidsånden er jo den dummeste af alle ånder«.

Kirken skal følge med tiden. Den kan nærmest ikke lade være. For i modsætning til lovreligionerne har lutheranismen altid været i dialog med sig selv og sin tid. Her er intet billedforbud og ingen hellige køer. Men den skal være det som et korrektiv til tiden, som en stemme ind i tiden, der minder om, at andre har gået her før, at det enkelte individ ikke er altings centrum, men at vi faktisk lever i gensidighed og afhængighed.

Det udelukker ikke spaghettigudstjenester, babysalmesang, meditationsgudstjenester, og hvad man ellers finder på. Kirken er nødt til at være aktivistisk i den forstand, at den også skal være der, hvor folk er, og tale til dem. Men når kirken først og fremmest er optaget af at tilpasse sig det verdslige samfunds rytme og rationalitet, så er den også godt i gang med at udvande sig selv.

Ved ikke at insistere på, at ugen og livet har en rytme, og at kirken om søndagen har noget væsentligt at sige i forhold til det, selv om resten af samfundet insisterer på det modsatte, er kirken kun med til at forstærke den tivolisering og markedsgørelse af alt, som præger tiden. Som en iagttager sagde i Jyllands-Posten sidste søndag, er kirken »nødt til at sætte sig ned og overveje nøje, om samfundet i dag kører rundt med kirken, eller man selv styrer retningen«.

Det er et spørgsmål, som ikke kan puttes ind i et regneark eller besvares ved optælling, men kræver, at kirken fokuserer på, at den nok skal vise omsorg, men ikke er en del af omsorgssektoren, og at det vigtigste er, at den har forkyndere, der kan anfægte, udfordre og sætte det moderne liv i forhold til evangeliet. Gerne hele ugen, men især om søndagen.