Pas dig selv
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
For år tilbage, da grafitti ikke havde karakter af forsætligt hærværk, var et af de mere begavede indslag følgende sentens: »Hjælp pædagogerne... Pas dig selv!«
Skrevet på en mur med et solidt glimt i øjet er denne sætning nu tilsyneladende ved at vinde indpas i den offentlige sektor. Søndag beskrev vi i avisen, hvordan den 75-årige Solveig Nielsen efter i årevis at have haft en kommunal hjemmehjælper til hver anden uge at støvsuge, vaske gulve og ordne toilet, nu – populært sagt – skal passe sig selv.
Sådan hedder det naturligvis ikke i den offentlige sektor, hvor titusinder årligt sendes på kurser i new public management. Nej, Solveig Nielsen er blevet ”hverdagsrehabiliteret”.
At stadig flere ældre bliver frataget deres hjemmehjælp og i højere grad overladt til sig selv, kan på ingen måde forklares med manglende økonomiske ressourcer i den offentlige sektor. Danmark har fremdeles verdens højeste skattetryk, og i 2014 budgetterer staten, regionerne og kommuner med tilsammen at bruge 1.069 mia. kr.
Alligevel er Solveig Nielsen og mange andre ældre i hendes situation blevet ”hverdagsrehabiliteret”.
Det er imidlertid kun begyndelsen.
I gårsdagens avis kunne vi citere formanden for landets socialchefer, Ole Pass, for at sige:
»Det er rigtigt, at både økonomien og befolkningsudviklingen kræver nye løsninger. En af løsningerne kan være, at de pårørende skal yde noget mere, men også forebyggelse, effektiviseringer, ny medicin og frivilligt arbejde kan være med til at løse udfordringen.«
Lad os gentage: Danmark har verdens højeste skattetryk.
En væsentlig forklaring herpå er, at antallet af offentligt ansatte siden 1970 er vokset fra 382.000 til 834.000. I samme periode er antallet af overførselsindkomstmodtagere vokset fra 819.000 til 2.105.000. Med andre ord modtager 2.939.000 danskere deres udkomme fra de offentlige kasser, og det er 66,6 pct. af den danske befolkning på 18 år og derover. I 1970 var der 582.000 folkepensionister. I dag er der 1.037.000, og det kan umuligt komme bag på nogen ansvarlig person, at de vil udgøre en stedse større økonomisk udfordring. I de kommende år falder antallet af borgere på efterløn, ligesom antallet af førtidspensionister forhåbentlig bliver mærkbart reduceret. Også antallet af dagpengemodtagere og især borgere på kontanthjælp bør kunne reduceres.
Den offentlige sektor burde for længst have været tilpasset ved først og fremmest at have reduceret antallet af administrative medarbejdere; da især den kommunale elite, der udtænker ord som ”hverdagsrehabilitering”. Naturlig afgang i kombination med et effektivt ansættelsesstop vil inden udgangen af dette årti kunne have bragt beskæftigelsen i den offentlige sektor ned på et anderledes bæredygtigt niveau.
Man kan ikke afvise, at fremtidens ældrepolitik kræver nytænkning, men det er en uomgængelig kendsgerning, at dagens pensionister er blevet lovet velfærdssamfundets bedste behandling som tak for gennem årtier at have trællet under verdens tungeste skatteåg. Hvis den fornemmelse måtte brede sig, at fremtidens pensionister ikke skal forvente nævneværdig offentlig hjælp, vil det destruere generationskontrakten, der er selve essensen i velfærdssamfundet.
Løsningen ligger i at minimere antallet af kolde hænder og især kolde hjerner i den offentlige sektor. Der eksisterer imidlertid ingen politisk vilje hertil. Derfor må pensionisterne vænne sig til fortsat brandskatning og til at passe sig selv.