En farlig debat

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er påfaldende, som det politiske parnas og ridderne af den gode tone har haft travlt med at lægge afstand til Helle Thorning-Schmidts bemærkninger om den kulturkamp, som udspiller sig - for tiden med traktementet i børne- og ungdomsinstitutioner som symbol. Et symbol er det nemlig, når talen er om svinekød og halalslagtning. Det er et symbol på en grundlæggende kulturkamp i dette samfund, som stadig flere erkender, men som et tungt, fodslæbende kompagni af politisk korrekte tolerancefundamentalister nægter at se i øjnene. Torsdag aften affærdigede venstreformanden Lars Løkke Rasmussen i tv statsministerns tilkendegivelse med en bemærkning om, at hun ikke havde noget politisk budskab, men kun kunne sige »noget om frikadeller.«

Det er en utåleligt arrogant bemærkning, som ikke klæder en statsminister in spe. Den stempler Løkke Rasmussen mere, end han forsøger at stemple statsministeren.

Økonomiminister Margrethe Vestager lagde i et interview her i avisen i fredags kraftigt afstand til sin regeringschefs værdipolitiske tilkendegivelse. »Jeg glæder mig over at leve i et land, hvor vi kan spise alting« erklærede økonomiministeren og glemte i skyndingen, at diskussionen jo netop drejer sig om, at vi efterhånden ikke kan spise alting. At de muslimske tabuer i misforstået tolerance trækkes ned over børnehaver og uddannelsesinstitutioner. At ingen må spise svinekød, når ikke alle vil. At alle skal spise halalslagtet kød, fordi et muslimsk mindretal anser det for afgørende at afholde sig fra kød, der ikke er behandlet efter muslimske forskrifter. Det er let at latterliggøre enkeltelementer i denne kulturkamp, hvad de da også bliver.

Uanset hvor meget man forsøger at lægge låg på debatten om værdinormerne, uanset hvor meget man forsøger at latterliggøre dem, som er bekymret for de danske traditioner og den danske kultur, så er den brutale kendsgerning, at diskussionen om halalkød og svinekød hænger nøje sammen med afskaffelsen af julearrangementer i skolerne og sparegrisene i bankerne. Derfra fører diskussionen direkte til det beklagelige faktum, at toneangivende muslimer har så uendeligt svært ved klart og tydeligt at tage afstand fra bestialske handlinger som stening, pisk og hånds- og halsafhugning.

Derfra fører kulturkampen uvægerligt til stiltiende accept af undertrykkende adfærd i muslimske famlier, som langt overskrider grænserne for, hvad man kan rangere ind under begrebet privatlivets fred, men som tangerer eller endog i visse tilfælde overskrider straffelovsbestemmelser.

Det grelleste eksempel på, at muslimer ikke alene forlanger ret til at dyrke deres egen religion sammen, men også forlanger, at alle andre skal respektere muslimske normer, så vi under den såkaldte Muhammed-krise for snart otte år siden. Da fik den muslimske salamitaktik med lidt efter lidt at indføre muslimske normer, som hver for sig kan forekomme ubetydelige, pludselig uventet fart, godt hjulpet på vej af intrigante imamer og flere lige så intrigante eksambassadører.

En af disse imamer har nu meddelt, at han har erkendt sin fejl, og tager i dag afstand fra denne aggresive religionsudøvelse. Han optræder i dagens avis sammen med en af de kulturpersonligheder, der dengang udtrykte voldsom forståelse for reaktionerne mod en avis, der havde tilladt sig at trykke nogle tegninger. Han forsvarer sine synspunkter, og det er al ære værd, at han stiller op. Men ellers har det været småt med reaktioner på den angrende imams selvomvendelse. Debatten er åbenbart for farlig. Låg på!