Skatteselvmål
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Nedsættelsen af en kommission, der skal undersøge, om skattesagen mod Stephen Kinnock er blevet forsøgt påvirket politisk, havde absolut topprioritet for den nye SRSF-regering. Knap var den kommet ned fra det sorte tårn på Amager, hvor regeringsprogrammet blev strikket sammen, før kommisionen blev nedsat, tydeligvis i den hensigt at belaste tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen, hans spindoktor og/eller dele af den øvrige Venstre-top.
Siden er kommissionen gået sin gang. Som den står lige nu, tegner den ret ufarlig for dem, det var meningen, at den skulle ramme, men der mangler endnu en række afhøringer, så meget kan muligvis ske endnu. Hvad der imidlertid allerede nu står fast er, at sagen ender med at blive et endog meget stort selvmål for regeringen og navnlig statsminister Helle Thorning-Schmidt personligt.
I mangel af rygende pistoler mod Venstre-toppen har kommissionens afhøringer ikke mindst haft den effekt, at de har fastholdt fokus på selve parret Thorning/Kinnocks oprindelige mellemværende med skattevæsenet. Dermed fastholdes også for offentligheden, hvor langt den daværende statsministerkandidat var villig til at gå i forsøget på at undgå, at ægtemanden skulle betale dansk skat. Der blev ledt med lup efter ekstra døgn i Danmark, som kunne flytte skattebetalingen til det nådigere Schweiz, og selv om skiftende meldinger til forskellige myndigheder herhjemme af Thorning selv blev betegnet som en tanketorsk, så står indtrykket tilbage, at der blev tænkt endog meget kreativt. Dét er som bekendt ikke ulovligt, vel snarere en slags folkesport, men man kunne også forestille sig, at en statsministerkandidat ville være knap så nøjeregnende for at være på den helt sikre side.
Siden er så Skats mange vanskeligheder kommet til. De har i den grad forøget Thornings problemer. Afsløringen af rene bøllemetoder hos Skat over for kendte og knap så kendte danskere - med fotomodellen Camilla Vest og Jesper ”Kasi” Nielsen som de mest omtalte - har kun bidraget til at fastholde fokus på Thorning/Kinnock. Camilla Vest var først idømt et år og ni måneders fængsel, men så blev Kinnock fritaget for skat, og så blev dommen over hende omstødt, og pludselig var hun pure frifundet. Ikke just et forløb, der er egnet til at styrke indtrykket af skattemæssig retssikkerhed. Alligevel ofres der ikke mange ord på denne sammenhæng mellem de to sager i den ellers ødelæggende kritiske redegørelse om Skat, som forleden blev offentliggjort.
Der tales om en praksisændring, men det er uklart, om den blev udløst med Camilla Vest eller Stephen Kinnock. Man må undre sig over, at redegørelsen kniber uden om hér - og igen gør det ikke andet end at bidrage til at holde liv i spørgsmålet: Fik Stephen Kinnock virkelig særbehandling? Det er er lige så svært at stille spørgsmålet i en ledende artikel, som det er at tro, at det skulle være tilfældet i Danmark. Men pointen er, at spørgsmålet må stilles - og det var bestemt heller ikke noget, som blev planlagt i det sorte tårn.
Statsministeren ville ramme den tidligere regering, og allerhelst sin forgænger Lars Løkke Rasmussen. Man valgte at bruge en kommissionsundersøgelse i den politiske kamp. Men skattesagen er siden kommet helt ud af kontrol og kan allerede nu henregnes til en af de store spin-katastrofer i SRSF's levetid. Problemet er ikke, at regeringen ligger, som den har redt. Det kan man unde den. Problemet er den snigende fornemmelse af mangel på retssikkerhed for almindelige borgere, som den har afstedkommet.