Afmagt

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Socialminister Karen Hækkerup var i gårsdagens udgave af Berlingske ude med nogle ganske bemærkelsesværdige udtalelser om de problemer, som unge af anden etnisk herkomst foranstalter, og hun gjorde gældende, at de unge ballademageres forældre bør drages til ansvar for deres sønners gerninger. Faktisk mener socialministeren, at man bør gøre brug af muligheden for at trække forældrene i sociale ydelser, hvis de efter gentagne pålæg ikke viser vilje til at få børnene til at rette ind efter samfundets normer.

Naturligvis bliver en sådan markering straks mødt med kritik fra Enhedslisten, der afviser, at man kan opnå en kriminalpræventiv effekt over for de unge ved at gøre familierne fattige. Sammenhængen er nu nok ikke så ulogisk, som Enhedslisten forsøger at give det udseende af, for økonomiske argumenter viser sig effektive i mange sammenhænge, og hvis de kan animere nogle forældre til at interessere sig lige så meget for deres sønners opførsel, som de vogter deres døtres dyd, ville meget være nået.

Socialministeren gør sig disse betragtninger: »Vi har allerede et etnisk proletariat visse steder. Det handler ikke kun om, at de ikke har penge på lommen. Det handler om, at det er en gruppe mennesker, som ikke deler de samme normer og har de samme muligheder som os andre. Det er ualmindeligt skræmmende at tænke på, hvordan det kan udvikle sig, hvis ikke vi får taget hånd om det.«

Deri har socialministeren ret, men det er bestemt også skræmmende at se på, hvordan det allerede har udviklet sig, og det er lidt vemodigt at lade tankerne vandre tre årtier tilbage og se, hvordan politiske partier og selvudnævnte politisk korrekte debattører har gjort alt for at lukke øjnene og ignorere problemerne.

Indvandrerforældre har konsekvent undladt at lære dansk, men lukket sig inde i betonghettoer med paraboler rettet mod mellemøstlige tv-stationer som eneste kontakt med omverdenen, mens de har ladet det store nordiske tag selv-bord finansiere tilværelsen, og deres drengebørn har fået lov til at husere uden voksenkontrol.

Interessant er det at betragte, hvordan selv såkaldt ressourcesvage forældre, som ikke kan styre deres drengebørn, er ganske anderledes stålsatte, når det handler om at vogte deres døtres dyd. Det må betyde, at det skulle kunne lade sig gøre at styre drengene, hvis viljen var til stede.

Hvis man for 10 år siden havde fremsat en analyse som den, socialministeren nu kommer med, ville man straks være blevet afvist og stemplet som racist, og hvis de samme bemærkninger var faldet for 20-30 år siden, havde vokabulariet fået en yderligere drejning i retning af det fascistiske. I dag er alene den politiske magtesløshed, ja desperation tilbage.

Det er i og for sig løfterigt, at nu også socialministeren er begyndt at kalde tingene ved rette navn, men hvis hun forestiller sig, at hun derved kan tage en uheldig udvikling i opløbet, har hun nok forregnet sig. Det er nok allerede for sent. Store skader er allerede sket. Fra nu af drejer det sig om med håndfaste midler og økonomiske sanktioner at gøre de utilpassede ballademagere og deres forældre begribeligt, hvordan tingene fungerer i et retssamfund.

I eftertankens skær er det lidt forstemmende at iagttage, hvordan det samlede politiske og kulturelle establishment med ganske få undtagelser har ladet stå til og formuleret sin vrede, forargelse og fordømmelse - ikke mod ballademagerne, men mod dem, som forudså problemerne.