Københavns lyntur til rigmandsklubben

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Fremstillingen af København har søreme ændret sig hurtigt. Ikke mindst i Jyllands-Posten.

For lidt siden var vi en skrækkelig, nedslidt kommune med skyderier i gaderne, integrationsproblemer, narkomaner, byggerod, socialdemokrater og skrald alle vegne.

Nu er København så pludselig deluxe, en rigmandsklub, en velbjærget caffe latte-oase for rige mennesker, der ikke kunne drømme om at dele deres rigdom med fattige jyske fætre og kusiner.

Så rige, at vi i ren ødselhed kaster penge ud på lysende bænke, cykelstier og anden luksus, mens man spinker og sparer i resten af landet. Beviset er en fire år gammel sag om en blinkende bænk til én million kr. og det faktum, at København har sat 75 mio. kr. af til nye cykelstier i budgettet for næste år.

Vi er glade for, at Jyllands- Posten ikke længere kun ser problemer i København, men tillad mig at bidrage med fakta til debatten, inden den løber helt af sporet.

København var ved at gå bankerot i midten af 1990’erne, og siden har vi kæmpet benhårdt for at komme på fode igen. Det går stille og roligt fremad.

Unge familier flygter ikke længere ud af København, så snart de får børn. De seneste fem år er vi blevet 50.000 flere københavnere, og vi har højere vækst og skaber flere job end gennemsnitligt i Danmark.

Men det er ikke det samme, som at hovedstaden med et trylleslag er gået fra fattig til rig.

Faktisk slås København stadig med tunge sociale problemer. Det er ikke kun ressourcestærke unge fra resten af landet, der tiltrækkes af byens lys. Det gør socialt udsatte også.

Så i vores kommune, hvor omtrent 10 pct. af danskerne bor, har vi 17 pct. af Danmarks kontanthjælpsmodtagere, 17 pct. af Danmarks langtidsledige, 18 pct. af Danmarks fattige, 27 pct. af Danmarks hjemløse og 30 pct. af Danmarks stofmisbrugere.

Og selv om Nørrebro er blevet tryggere, mere hipt og har indtil flere caféer, der serverer espresso med varm mælk, så er det stadig Nørrebro.

Hvis kvarteret var en kommune, ville den være landets fattigste målt på indkomst. Fattigere end Lolland og Langeland.

Men hvad så med alle de rige i de nye hvide luksuslejligheder ved havnen? Tja, Københavns beskatningsgrundlag ligger præcis på landsgennemsnittet, så mere deluxe er kommunen altså ikke – bare mere opdelt i fattige og rige kvarterer.

Men nu skal det her jo ikke udvikle sig til en konkurrence om at se mest sølle ud for at få mere i udligning. Så lad mig komme med en indrømmelse.

Ja, Københavns Kommunes økonomi er sund. Det skyldes ikke mindst, at vi hvert år effektiviserer for over en kvart milliard kr. – i budgettet for næste år er det 335 mio. kr. Det er vi pisket til, fordi vi ikke må bruge en krone ekstra til service på på grund af det såkaldte serviceloft, selv om der bliver 10.000 flere københavnere hvert år.

Vi skal altså spare pengene andre steder for at få råd til at undervise og passe de mange nye københavnerbørn. Det kræver benhårde prioriteringer at finde over en kvart milliard hvert år – især fordi vi nægter at bruge grønthøster i København.

Derfor sidder politikerne i de enkelte udvalg og vender hver eneste krone for at finde de rigtige effektiviseringer.

Professor Jens Blom-Hansen slår da også fast i Jyllands-Posten, at København »har en god og effektiv økonomistyring«.

På trods af, at vi hvert eneste år nedbringer administrationsudgifterne målt per indbygger, så giver Jyllands-Posten det indtryk, at vi smider vildt omkring os med skatteborgernes penge.

Det siger lidt om lødigheden, at de må fire år tilbage, for at finde deres præmieeksempel – nemlig en blinkende bænk, som aldrig blev vedtaget politisk i borgerrepræsentationen, og som alle partier har taget afstand fra. Den kostede én million kr. Det var et tosset projekt, men der er trods alt ikke mange udligningskroner i den bænk.

Et andet præmieeksempel i Jyllands-Posten er vores cykelinvesteringer, som åbenbart også er ”deluxe”.

Her har man helt grundlæggende ikke forstået, hvilken by København er.

Vi er i øjeblikket ved at bruge 2 mia. kr. på at bygge Nordhavnsvejen – en kort forbindelse på godt 1,5 km fra Helsingørmotorvejen til Nordhavn. Det hører jeg ingen kritik af.

Men når vi bruger 75 mio. kr. til cykelstier – altså knap 4 pct. af prisen på Nordhavnsvej – er det luksus.

Det er muligt, at cykelstier er luksus i andre dele af landet, hvor en cykeltur er noget, man tager efter at have kørt i bil hjem på en rummelig motorvej og har stillet bilen i carporten. Men hvis man ulejliger sig med at bruge fem minutter i Københavns morgentrafik, så vil man se cyklister køre i tætte stimer på smalle cykelstier.

Hvis ikke halvdelen af københavnerne cyklede til arbejde, så ville trafikken bryde totalt sammen. Der spildes allerede årligt 29 millioner timer på trængsel i hovedstaden. Det koster samfundet 10 mia. kr.

Investeringer i cykelstier er ikke spild af penge. Det er en nødvendighed og almindelig sund fornuft.

Vi kan ikke lave om på, at væksten globalt set primært finder sted i de store byer.

Alle forventer, at København skal være vækstlokomotiv og skabe job til glæde for hele Danmark.

Vores konkurrenter i Stockholm, Hamborg og Oslo investerer massivt og skaber flere job end København.

Vi bliver tabere i den internationale konkurrence, hvis vi ikke må investere i nye byudviklingsområder, skoler, veje, cykelstier, metro, erhvervsliv og skybrudssikring.

Hver gang vi skaber 100 job i København, så giver det 20 job i provinsen. Vi kan vælge at sige pyt – det vil vi ikke. Lad os trække pengene ud af hovedstaden.

Ved udligningsreformen i 2012 mistede København en kvart milliard. I dag medfører det kommunale udligningssystem, at der hvert år flyttes ca. otte mia. kr. fra hovedstadsområdet til den øvrige del af landet.

Det er helt i orden, for vi skal ikke have et land, der knækker over. Men jeg synes, vi er ved at være nået til smertegrænsen.

Vi bliver ikke rigere af at plukke hinanden og skabe falske fjendebilleder af griske, rige københavnere kontra fattige jyder. Lad os i stedet arbejde sammen om at skabe vækst og job.

Vi er afhængige af hinanden, og hvis samarbejde kan føre til, at en stor international virksomhed etablerer et hovedsæde i København og produktion i Esbjerg, så er jeg glad.