Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ministerens dobbeltmoral

Det er bemærkelsesværdigt, at miljøminister Ida Auken 5/9 gik frem på både TV 2 Nyhederne og TV Avisen på DR for at fortælle, at hun ikke vil mødes med formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen.

Martin Westy Løvendahl, cand.jur. Helge Rodes Vej 31, st., Aarhus V

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Grunden var, at han ifølge miljøminister Ida Auken skulle overtræde randzoneloven ved at pløje sin mark tættere end 10 meter fra vandløb.

FFJ repræsenterer imidlertid godt 4.000 danske landmænd, som på baggrund af nyere viden og teknologi mener, at randzoneloven ikke har den positive miljømæssige virkning, som var regeringens hensigt med loven.

Ida Auken nægter alligevel at mødes med foreningens formand, fordi han personligt – og ikke på foreningens vegne – har givet udtryk for, at han vil pløje sine egne marker tættere end 10 meter til vandløb.

Ida Auken mener, at fordi FFJ personligt bryder loven, kan han ikke repræsentere Bæredygtigt Landbrug ved vandtopmødet på Fyn 6/9. Imidlertid er FFJ ikke blevet dømt for nogen ulovligheder. Det er derfor justitsmord og usmageligt, når en minister går ud i embedets medfør og siger, at en person bryder loven, uden at vedkommende er dømt.

Det gør man bare ikke som minister, før der er faldet en dom ved de danske domstole.

Hvis Ida Auken mener, at FFJ har gjort noget ulovligt, kan hun personligt anmelde ham, men det har hun ikke gjort. I stedet vælger hun at hænge ham ud i medierne for at profilere sig selv.

Dybere afgrund

FFJ repræsenterer som formand for Bæredygtigt Landbrug godt 4.000 landmænd, hvis indflydelse på miljølovgivningen miljøminister Ida Auken fuldstændigt ignorer ved, at hun nægter at lade formanden repræsentere sine mange medlemmer. Dermed er miljøministeren med til at uddybe afgrunden mellem regeringen og resten af den danske befolkning.

Miljøministeren vil efter eget udsagn ikke omgås mennesker, som bryder loven.

Hvorfor hun så 21/6 og tidligere omgås kinesiske topministre, giver hende derfor lidt af et forklaringsproblem. Måske er det fordi, at hun vægter miljøet højere end menneskerettigheder?

Hun omgås åbenbart hellere kinesiske repræsentanter end danske, når hun skal diskutere miljøpolitik.

I hvert fald er det dobbeltmoralsk, når hun ikke vil mødes med formanden for Bæredygtigt Landbrug, fordi hun mener, at han personligt bryder loven, mens hun samtidig med åbne arme tager imod de kommunistiske politikere fra Kina, som er kendt for at se gennem fingre med alvorlige brud på menneskerettighederne.