Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Motorvej og dobbeltmoral

Er det ikke hyklerisk at sige ét sted, at man ønsker natur, mens man et andet sted stemmer for at ødelægge den?

Karen Engell Dalsgaard, Skivholmevej 55, Skivholme, Galten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den Danske Naturfond er stiftet. Villum Fonden, Aage V. Jensens Naturfond og den danske stat har dannet en fond med 875 mio. kr. i kassen, der skal gå til mere og bedre natur i Danmark. Super – alle tiders – vi kan ikke få armene ned, lyder det. Nu skal der rigtig laves natur i Danmark. Dejligt. Jamen, hov – stop – hvis vi skal have mere natur, hvorfor så starte med at ødelægge den natur, der allerede er der?

Spildt undersøgelse

I forbindelse med udbygningen af rute 26 mellem Viborg og Aarhus har Transportudvalget valgt at føre motorvejslinjen syd om Lading Sø. Den 30 meter brede motorvej skal føres gennem det stille og uspolerede istidslandskab neden for kulturarvsområdet Borum Eshøj, ned over den eksisterende Ladingvej og derefter syd om Lading Sø, gennem Skivholme Skov og Præsteskoven med kirkedigerne fra 1600-tallet. Før Transportudvalget vedtog den linjeføring, havde Vejdirektoratet stået for en omfattende VVM-undersøgelse. Undersøgelsens resultat var entydigt, at vejen ikke burde føres syd om Lading Sø. Derimod burde den føres nord om Lading. Vejdirektoratets anbefaling fulgte VVM-undersøgelsens resultater.

EU’s landskabsdirektiv siger det samme. Hvor der er risiko for at ødelægge væsentlige natur- og landskabsværdier, må der ikke placeres veje eller andre store anlæg. Undersøgelsen har kostet tæt på 30 mio. kr. betalt af skatteyderne. Skal den ikke tages seriøst?

Favrskov vil udstykke jord

Hvorfor gjorde Transportudvalget ikke det? Det har vi – borgerne i området, der vil blive ødelagt af motorvejen – ikke kunnet få et svar på. Kun henvisninger til ”politiske overvejelser” og ”væsentlige hensyn”. Men hvilke politiske overvejelser? Og hensyn til hvem eller hvad? Når man ikke får et svar, må man gætte. Og når man gætter, må man gøre det ud fra det, man kan se i aviserne, høre på møder og i radioen og læse ud af lokalplaner.

Vi kan se, at Favrskov Kommune gerne vil udstykke jord til både villakvarterer og erhverv. Kommunen er nemlig ved at opkøbe jord i området. Derfor ser de hellere motorvejen i en anden kommune.

På tværs af et biogasanlæg

Vi kan se, at greven på Frijsenborg, kort før beslutningen om linjeføringen blev taget, har haft Transportudvalget på besøg, så medlemmerne ved selvsyn kunne se det, han kalder det storslåede, gamle herregårdslandskab med den bevaringsværdige bygning, Fuglsanggård. Han mente også, at en motorvej ville gøre hans mark for lille til moderne landbrug.

Vi kan se, at greven har ansøgt Favrskov Kommune om tilladelse til at bygge et stort biogasanlæg lige der, hvor den nordlige linjeføring skulle gå – og lige der, hvor samme Fuglsanggård ligger. Et biogasanlæg, der nok også vil gøre den mark et nummer mindre. Biogasanlægget skal kunne forsyne omkring 2.000 husstande i Favrskov Kommune. Vi kan se, at Favrskov Kommune er vældigt glade for at få sådan et. Det står nemlig i avisen.

Vi kan derfor gætte kvalificeret på, at der er blevet bagt rævekager – eller skulle man kalde dem ”grevekager”? At det er hensyn til individer og økonomiske interesser og ikke til natur og miljø, der ligger bag beslutningen om linjeføringen.

Derfor er det med måben, jeg læser om politikernes jubel over Den Danske Naturfonds muligheder for at skabe natur i Danmark. For er det ikke hyklerisk at sige ét sted, at man ønsker natur, mens man et andet stemmer for at ødelægge den? Man kan faktisk ikke skabe natur. Skaber man natur, er det kultur. Og hvad er det for en kultur, der går ud på at plastre eksisterende naturperler til med motorveje, mens man ”skaber” anden natur andre steder?

Fornuften kan stadig sejre

Det er ikke for sent at lave beslutningen om linjeføringen om. Der er stadig ikke afsat økonomiske midler til vejen, og der bliver ikke vedtaget en anlægslov, før økonomien er på plads. Det er derfor, borgmesteren i Favrskov og hans ligesindede presser så hårdt på for at få pengene afsat nu. De ved, den er gal. Og de ved, at hvis det ikke går stærkt, er der en risiko for, at fornuften og hensynet til naturen sejrer.