Fred i Palæstina?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

USA’s udenrigsminister, John Kerry, har længe tilbragt megen tid med at få en aftale i stand mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre, sådan at den påtænkte to-stats-løsning kan blive en realitet. Det handler meget om grænsedragningen, men også andre vigtige spørgsmål trænger sig på.

Hvad angår de fysiske grænser, er der få, der mener, at Israel skal fylde mindre end de 78 pct. af Palæstina, som var situationen efter 1948-krigen. Men Israel arbejder stædigt på, at det kommer til at fylde mere end de 78 pct. Kravet er, at en del af den besatte Vestbred skal indlemmes i Israel, sådan at mange af de 600.000 bosættere på palæstinensisk jord kommer til at ”lande” i et kommende Israel.

For FN-forbundet bliver det svært at bifalde, hvis besættelse og illegal bosættelse skal blive en politisk fordel for Israel ved en fredsaftale. Det strider mod et grundprincip i FN om, at magt ikke må ændre grænser.

Alle de fredsløsninger, der har været arbejdet på, bygger på FN’s Sikkerhedsråds resolutioner efter krigen i 1967, som førte til, at Israel besatte store områder. FN-kravet er kort fortalt, at Israel skal rømme områderne for at kunne forvente fredsvilje fra palæstinensere og nabostater.

Fra palæstinensisk politisk hold er dette ”1967-grundlag” accepteret, men i den palæstinensiske bevidsthed står begivenhederne i 1947-48 som den store uretfærdighed. Dels stemte FN’s generalforsamling i 1947 for, at en israelsk stat skulle omfatte 56 pct. af de palæstinensiske områder, dels accepterede FN, at Israel efter krigshandlingerne i 1948 kontrollerede 78 pct.

Allerstærkest i de palæstinensiske følelser står fordrivelsen og flugten i 1948, som betød, at 80 pct. af palæstinenserne i det nye Israel blev gjort til flygtninge i regionen og – trods enstemmige FN-vedtagelser – aldrig har fået lov at vende tilbage til Israel. De 30.000 palæstinensere i Danmark er en lille del af denne historie.

Selv om man dårligt kan forestille sig en fredsaftale, som betyder, at der åbnes for indrejse til Israel for flere millioner palæstinensere, er flygtningene en menneskelig virkelighed, som en fredsaftale må forholde sig til. En aftale skulle jo gerne føre til, at alle 10 millioner palæstinensere i verden kan ranke ryggen og se fremad. Det håber jeg, at John Kerry forstår.