Karaktermord frabedes
Kan samfundet være tjent med, at forskere skal være tilbageholdende med at udtale sig i politisk kontroversielle sager?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Karsten Lauritzen har på det seneste kritiseret tendensen til at bruge ekspertudtalelser i medierne og beskyldt forskellige navngivne universitetsfolk for uvederhæftig brug af deres faglighed.
Senest var jeg en af dem, der fik turen i et blogindlæg på jp.dk (”Ekspertitis kan kureres”) 17/6. »Det er et demokratisk problem, når Pernille Boye Koch udnytter sin stilling til at komme igennem med egne politiske budskaber under dække af at være objektiv ekspert«, lyder det bl.a.
KL's personangreb bygger på nogle udtalelser i en artikel fra Fyns Stiftstidende 16/4, hvor jeg i kølvandet på Østre Landsrets dom over hashhandleren FisFis var blevet ringet op af en journalist og spurgt om, hvorvidt der var nogle juridiske problemer forbundet med, at politikere forholder sig kritisk og direkte til verserende sager. Integrationsminister Søren Pind havde nemlig umiddelbart efter dommen kritiseret domstolen for ikke at udvise.
Jeg skal i al stilfærdighed bemærke, at KL for det første refererer mine udtalelser forkert, når han skriver, at jeg anklager Pinds udtalelser for at være i strid med grundloven.
Jeg er nemlig langt mere nuanceret i mine udtalelser og fremkommer ikke med meget håndfaste udsagn.
Baseret på grundloven
At KL dernæst skriver, at selv førsteårsstuderende på Syddansk Universitet må undre sig over mine vurderinger, når »grundloven er så tydelig om folketingsmedlemmers ytringsfrihed«, vidner med al respekt om, at han ikke har styr på det faglige felt.
Jeg baserer mine betragtninger på en fortolkning af grundlovens §64 om domstolenes uafhængighed. Synspunktet om, at bestemmelsen må indbefatte visse grænser for, hvad politikere (særligt ministre) bør sige om konkrete retssager, er velkendt i den forfatningsretlige teori og fremføres blandt andet i den veletablerede lærebog i forfatningsret, som jurastuderende undervises efter både i København og Odense.
Når jeg valgte at udtale mig som fagperson i den pågældende sag, var det dels fordi, det er inden for kernen af mit faglige speciale (forfatningsretten), dels fordi jeg i forbindelse med en faglig konference har gravet dybere i netop den specifikke faglige problemstilling om politikeres kommentarer til verserende retssager og er ved at forberede en forskningsartikel om emnet. Hvordan KL uden nogen form for argumentation kan affeje mine vurderinger som fagligt langt ude i hampen, står mig som en gåde.
Forsigtig
Den anden del af KL's kritik udspringer af det faktum, at jeg for nylig blev folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Dette må i sig selv betyde, at jeg fører politisk propaganda, også når jeg fungerer som fagperson, synes KL's opfattelse af være. Jeg skal i den forbindelse påpege, at jeg er fuldt ud klar over de dilemmaer, det kan give at være politisk aktiv, når man samtidig varetager en stilling som f.eks. underviser og forsker. Se f.eks. mit debatindlæg i Berlingske 26/3 2011 ”Faglighed og politik - en farlig cocktail?”.
For mit eget vedkommende betyder det, at jeg er endnu mere forsigtig end ellers med at være nuanceret og neutral i mit faglige virke og med ikke at lade politiske holdninger påvirke fagligheden. Og at jeg i nogle sager helt vil afholde mig fra at udtale mig som ekspert.
Men KL kan trygt regne med, at jeg også vil redegøre for det problematiske i ministres meget håndfaste kritik af konkrete domme, når vi nu snart får en regering med ministre fra S, SF og R. I øvrigt kan man diskutere, om eksperter bliver mere eller mindre præget af deres personlige holdninger ved, at deres politiske tilhørsforhold er velkendt. Holdninger har vi vel alle.
Så kære Karsten Lauritzen, lad venligst være med at beklikke min faglighed på så spinkelt et grundlag. Det eneste, du opnår, er, at forskere holder sig tilbage fra at udtale sig til medierne i politisk kontroversielle sager i angst for et karaktermord. Det kan samfundet ikke være tjent med.