Kronik: Afskaf statslig partistøtte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jyllands-Posten har gjort et prisværdigt journalistisk arbejde ved at grave i private pengestrømme til de politiske partier. Det er godt at få disse forhold frem i lyset. Men en lige så vigtig pengestrøm går fra finansloven til de politiske partier. Hver gang vi går i stemmeboksen til et folketingsvalg og sætter kryds, overføres der samtidig 28 kr. om året til det parti, vi krydser ud for (i 2011).

Med andre ord koster det lidt over 100 kr. at stemme til næste folketingsvalg, hvis en kommende regering sidder en valgperiode ud. Det er mange penge. Personligt ville jeg hellere have udbetalt 100 kr. for at blive på sofaen, men det valg har jeg ikke.

Den nuværende statslige partistøtteordning blev vedtaget i 1986, og dengang var beløbene uskyldigt små (5 kr. pr. stemme). Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, og ordførerne for de store partier orkede knap nok at begrunde forslaget. Der var enighed på forhånd blandt partierne om at bevilge sig selv flere midler. Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet så steget betydeligt og har ændret det økonomiske og dermed magtmæssige forhold mellem medlemmer og ledelse i politiske partier. »Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen i 1987 af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden den væsentlige forhøjelse i 1995 af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne,« skriver valgforsker Lars Bille (”Partiernes medlemmer”, 2003).

I 1987 gav hver vælgerstemme 5 kr. om året til partiet, og det er steget til 28 kr. pr. stemme i 2011. Og vil yderligere stige i årene fremover. Hertil kommer et mindre beløb til kommunalvalg (6,25 kr. pr. stemme) og regionsvalg (4. kr. pr stemme). I dag har vi med professor Tim Knudsens ord »professionel statsfinansieret politikdannelse«. En pointe, der forstærkes af, at der i Folketinget også eksisterer en støtte med sekretærbistand til hvert folketingsmedlem, der oven i købet ikke er velbegrundet for at få det konkrete arbejde i Folketinget til at fungere. Den nye partistøtte kan derimod bruges frit til plakater, kuglepenne og balloner.



Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. »Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer - helt uafhængige af staten … Partierne var længe hårdnakkede modstandere af enhver statsstøtte,« skriver professor Tim Knudsen (”Fra folkestyre til markedsdemokrati. Dansk demokratihistorie efter 1973”, 2007).

Således var eksempelvis Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik.

Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber derfor også helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger. Før da modtog Venstre og De Konservative typisk store tilskud fra erhvervslivet, uden at omfanget er kendt.

Partierne havde også tidligere langt flere medlemmer end i dag. I 1953 havde Socialdemokratiet 288.000 medlemmer, i dag har det 48.000. Venstre havde i 1953 600.000 medlemmer, i dag er det 50.000.

Hvad der er årsag og virkning i den historiske proces, er altid svært at sige, men mon ikke den statslige partistøtte gør det mindre attraktivt for partier at søge medlemmer. Økonomisk bliver medlemmer mere og mere overflødige. I gamle dage bestod en vigtig del af forberedelserne til en valgkamp i at mobilisere medlemmerne, og påvirkningen gik via medlemmer ud til andre vælgere.

Tendensen til topstyring af partier, der er hastigt stigende, er nok heller ikke tilfældigt sat ind, efter at partierne blev selvfinansierende fra statskassen.

I Tyskland er det på grund af fortidens uheldige erfaringer i dag grundlovsfæstet (artikel 21), at partiernes ”indre orden skal stemme overens med demokratiske grundsætninger”. Partierne skal således leve op til ”innerparteiliche Demokratie“, altså at de skal være demokratisk opbygget, og hvad det indebærer for forholdet mellem medlem og parti. I Danmark kan en partiledelse stort set herske enevældigt.

En anden konsekvens af den offentlige partistøtte er, at partierne bliver mere konsensusorienterede med statsstøtte. Afhængigheden af vælgerne frem for medlemmerne søger mod at optimere vælgeropbakningen, og det gøres mest ved at appellere til midtervælgerne.

Da grundloven slet ikke nævner partier og kun regner med medlemmer, som hver for sig »er ene bundet ved deres overbevisning«, virker den stærke økonomiske støtte til partier næsten i modstrid med ånden i grundloven. Med partistøtten får den almindelige gruppedisciplin nu også en stærk økonomisk gulerod. Alt i alt burde der sættes mere fokus på den statslige partistøtte, som på få år ret ubemærket har ændret betingelserne for det politiske liv i Danmark.

Det er journalistisk fint, som Jyllands-Posten har gjort, at grave i de private tilskud til partier fra banker, landbruger og finanssektoren. Men som borger er det mig uvedkommende, hvad andre mennesker bruger deres penge til, så længe de ikke tages fra min pengepung. Med offentlig partistøtte er der derimod tale om, at vi alle skal betale til partierne, uanset om vi stemmer eller ej.