Fortsæt til indhold
Viden

Alzheimer-medicin kan blive mirakelkur mod huller i tænderne

Tandfyldninger kan snart være fortid ifølge forskere og eksperter.

Mange folk både med og uden huller i tænderne kender og frygter dem - tandfyldningerne eller de såkaldte "plomber", som hidtil har været den gængse kur mod ødelagte tænder.

Nu kan der imidlertid være fundet en ny, »effektiv og naturlig« teknik til at lukke huller i tænderne. Det skyldes tilmed en type medicin, der i forvejen hjælper alzheimerpatienter.

Et forskerhold fra King's College London har nemlig fundet frem til, at præparatet Tideglusib kan få tænder til at reparere og genopbygge sig selv.

Indtil videre har medicinen været i stand til at reparere huller på op til 0,13 mm. i tænderne hos mus. Nu undersøger forskerholdet, om Tideglusib også kan vise sig i stand til at lukke større huller.

Under alle omstændigheder forventer professor Paul Sharpe, der står bag undersøgelsen, at behandlingen kan hjælpe mennesker inden for ganske kort tid.

»Jeg tror ikke, at det har lange udsigter. Det er en relativt lavhængende frugt i forhold til regenerativ medicin (medicin, der kan reparere eller erstatte defekt væv, red.), og forhåbentlig kan behandlingen være tilgængelig for patienter inden for tre-fire år,« siger Paul Sharpe til BBC.

I øjeblikket bruger tandlæger ofte fyldninger af forskellige materialer, typisk plast. Ofte bliver patienterne imidlertid nødt til at udskifte fyldningen flere gange i løbet af deres liv, ligesom tandfyldninger af særligt kviksølv og sølv tidligere har ført til infektioner og lignende problemer.

Derfor ser både forskerne og eksperter en stor fordel i den nye teknik, hvor en bionedbrydelig "svamp" gennemvæddet med Tideglusib bliver indsat i tandens hulrum og i løbet af seks uger er med til at lukke hullet.

»Det her er en ekstremt interessant tilgang, der virker lovende. Vi ser frem til, at det bliver overført til klinisk brug, hvilket utvivlsomt ville være et progressivt skridt i forhold til behandlingen af tandsygdomme,« siger Nigel Carter, direktør i den britiske tandlægeforening Oral Health Foundation, til avisen The Independent.

Nigel Carter hæfter sig blandt andet ved, at den nye metode kan virke »meget mindre indgribende« for patienterne end den nuværende.

Medicinen er allerede blevet godkendt i forhold til alzheimerpatienter, hvilket åbner for at medicinen hurtigt kan blive godkendt til brug for tandpatienter.