VW Passat går en klasse op
Premiere: Den nye Passat byder på mere plads og eksklusivitet. Den skal tage kampen op mod Audi A6-klassen.
BERLIN
Mere luksus, mere udstyr, mere plads og mere premium-udstråling.
Der er nogle af nøgleordene for den nye VW Passat, som vi har haft lejlighed til at prøvesidde og tage et nærmere kig på ved en præsentation i Berlin. En decideret testkørsel kommer først senere, umiddelbart før præsentationen til efteråret.
Det står dog klart, at VW mener det meget seriøst med den nye Passat, som de høflige tyskere i jakkesæt ikke lagde skjul på, nu skal være et klart alternativ til klassen oven over den traditionelle firmabilsklasse. Altså være et modspil til store premium-modeller som BMW 5-serie, Mercedes E-klasse og koncernens egen Audi A6.
I forbifarten kan det stilige og stramme design sagtens forveksles med en Audi, og det er heller ikke tilfældigt.
Nogle Audi-kunder vil muligvis kigge i retning af Passat’en, mens det i sidste ende formentlig også handler om brand-value, og her kunne den bagvedliggende kalkule være, at Audi-kunderne fortsat vil vælge Audi.
Passat’en bygger på den nye variable MQB-platform, som også er brugt i Golf. Med en længde i underkanten af 4,77 meter er sedan og stationcar få millimeter kortere end den nuværende model, mens akselafstanden er blevet godt otte centimeter længere, og karosseriet er halvanden centimeter lavere.
Rationel bil
Bagagerummet er vokset med 21 liter til 586 af slagsen i sedanen, mens stationcaren nu kan rumme yderligere 47 liter og lander på 650 liter.
Den længere akselafstand mærkes på bagsædet, hvor vi klart har mere benplads. Bag rattet byder Passat på en førerplads med en finish og kvalitetsoplevelse, som hæver overliggeren for modellen. Det er dog ikke umiddelbart en bil, som tænder begejstringen. Den er lækker, men også kedelig og funktionel på den tyske rationelle måde.
VW ruller et helt nyt arsenal af udstyr ud i Passaten. Den vil kunne fås med ekstraudstyr som de nye LED-forlygter, der afløser xenonlys, et interaktivt TFT-display på 12,3 tommer, som kan vise grafik i instrumenthuset, og Head Up Display i forruden.
På sikkerhedssiden byder Passat ind med en lang række systemer, bl.a. Emergency Assist, der selv bremser bilen ned og tænder katastrofeblinket, hvis føreren får et ildebefindende, Trailer Assist, som hjælper, når man bakker med en stor trailer eller campingvogn og Side Assist with Rear Traffic Alert, der advarer mod bagfra kommende biler.
Længe undervejs
Den har været længe undervejs. Det er hele ni år siden, den nuværende VW Passat så dagens lys. Det er en usædvanlig lang levetid for en bilmodel, og det er selvfølgelig med til at gøre den nye Passat endnu mere interessant.
Når VW har haft ni år til at tænke over den nye Passat, bliver forventningerne store. Og for VW er Passat ekstremt vigtig, fordi den sammen med Golf er en af de mest solgte VW-modeller.
Nyheden vejer 85 kg mindre end forgængeren. Vægttabet er sket med minimal brug af letvægtsmaterialer som aluminium og kompositter. Det handler udelukkende om at optimere brugen af materialer.
Ny køreoplevelse
For- og baghjulsophæng er nye, og vælger du modellen med aktiv undervogn, er bøsningerne mellem karosseri og hjulophæng hydraulisk dæmpede.
Styretøjet er helt nyt, progressivt og minder om det, du finder i Golf GTI. Det er noget, som skal give Passat mere sportslighed i styreoplevelsen.
Motorprogrammet kendes også fra Golf og byder dermed på helt nye generationer af modulært opbyggede motorer a la byggeklodser, som ligger længere tilbage i karosseriet og giver bilen mindre vægt i yderpunkterne. Noget, som er til gavn for køreglæden.
Ny kraftig dieselmotor
Topmodellen på benzinsiden bliver en sag på to liter og 280 hk, som vi kender fra Seat Leon Cupra og Golf R. Flere af motorerne vil få ”cylinders on demand”, som kan slå to cylindre fra.
Mindste motor bliver en 1,4'er på 125 hk. En heftig nyudviklet diesel får en 2,0’er med 240 hk og et moment på heftige 500 nm. - forbruget er her 18,8 km/l.
Den foreløbigt mindste diesel har 150 hk og klarer tilsyneladende 25 km/l, mens en plug-in-hybrid med en 80 kW elmotor, som går i spænd med en benzinmotor på 156 hk, vil kunne køre op til 50 km på strøm og have et rekordlavt forbrug. Danske priser og udstyr kendes endnu ikke.
Avisen var inviteret til Berlin af VW.