*

Familie & Sundhed

Dansk forsker: Ny behandling æder kræften som Pac-man

En ny behandling mod kræft bliver forsøgt på Rigshospitalet som det første sted i verden. Resultaterne er gode, fortæller forsøgslederen.

En ny kræftbehandling æder kræftcellerne, som var det et spil pacman. Det udtaler en begejstret dansk forsøgsleder og overlæge. Foto: Nica.

»Det lignede min barndoms Pac-man-spil, med kroppens egne T-celler i rollen som Pac-man.«

Sådan lyder det fra forsøgsleder og overlæge på Rigshospitalet Martin Hutchings, da han i en pressemeddelelse beskriver, hvordan såkaldt immunterapi nærmest æder kræftcellerne.

Rigshospitalet er førende i forsøgene af den nye behandlingsform mod lymfekræft. Her har man høje forventninger til projektet efter de første lovende resultater.

»Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg første gang så mikrofilm af T-cellerne, der i forsøgsdyr og cellelinjer målrettet dræber og spiser tumorcellerne efter tilførsel af lægemidlet,« udtaler han i pressemeddelelsen fra Rigshospitalet.

Lægemidlet fungerer ved, at det retter sig mod to typer af kroppens celler. De syge celler og kroppens T-celler, der har til opgave at dræbe kræftcellerne. Antistoffet i medicinen bringer T-cellerne i berøring med de syge celler og dræber dem.

Som det første sted i verden påbegyndte man på Rigshospitalet behandlingen af to patienter i foråret 2017. Siden er yderligere ti patienter blevet inkluderet i projektet på verdensplan. Martin Hutchings fortæller, at der på sigt skal indgå mellem 15-20 danske patienter i forsøget.

Kun halvdelen af nye kræftlægemidler har gavnlig effekt

Det er kun sket få gange før, at en international medicinvirksomhed har valgt en dansk forskningsafdeling som forsøgscenter i forskningen af kræftmedicin.

I første omgang retter immunterapien sig mod sygdomme som lymfekræft og leukæmi. Martin Hutchings ser dog et stort potentiale i midlet i forbindelse med andre kræftsygdomme.

Forsøgene fortsætter ind i det kommende år. Hvis resultatet bliver som forventet, kan der stadig gå mellem fem og otte år før lægemidlet er godkendt og i brug på danske hospitaler. Det skriver Rigshospitalet i pressemeddelelsen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her