*

Digitalt

Nyt dansk spil er et mareridtsagtigt mesterværk

Danske Playdead opfølger sin verdenssucces Limbo fra 2010 med et spil, der er endnu mørkere, endnu bedre og fyldt med dystre overraskelser.

Spillet "Inside" er udviklet af danske Playdead, der er kendt for 2D-mesterværket "Limbo" Fotos: Screenshots fra spillet

Spil
Inside

Playdead

Xbox One og PC, omkring 149 kr.

18+

Der kommer næppe et spil, jeg vil anbefale mere i år, så det kan jeg lige så godt gøre med det samme: Inside, det nye spil fra danske Playdead, er et mesterværk, og du bør straks spille det.

Forventningerne har været store til den nye udgivelse fra det danske spilfirma, der fik en velfortjent verdenssucces med det stramt komponerede, sort/hvide 2D-mesterværk Limbo i juli 2010. Det er seks år siden, så der har været god tid til, at forventningerne har kunnet slå rødder og vokse sig høje og stride som tangplanter. Og mens man gysende svømmer gennem Insides mørke, mysteriumfyldte vand, kan man konstatere, at alle forventningerne bliver indfriet, og mere til.

Der er mange paralleller til den elegante forgænger: Lige som Limbo er Inside usædvanligt stramt og elegant underspillet i sin æstetik: Farveskalaen er insisterende, melankolsk sortgrå. Lydbilledet er dystert og ildevarslende. Lige som Limbo er hovedpersonen en lille dreng fanget i et mystisk og mildt sagt fjendtligt univers, som han kun kan bevæge sig igennem fra venstre mod højre (eller højre mod venstre). Og lige som i Limbo er der hverken forklaring, indledning eller brugervejledning: Man kastes direkte ind i det mørke univers og må selv finde ud af, hvordan man bevæger sig gennem de ondskabsfulde puzzles. Styringen er intuitiv og enkel, så alle kan være med, også selvom man ikke ofte sidder med en controller i hånden. Og lige som i Limbo slås man ihjel igen, igen og igen.

Men Inside er dybere, vildere og mere uhyggeligt end Limbo. Der er mere forgrund og dybde i billederne, mere mareridtsagtig gru i omgivelserne, flere surrealistiske overraskelser i vente.

Man kastes direkte ud i en snublende flugt gennem nattemørke fra anonyme mænd med lommelygter og aggressive hunde. Tingene er brutale og nådesløse nok til at starte med, hvilket jeg hurtigt erfarer efter at have gennemlevet min første, iskolde henrettelse i det blege lys fra en anonym lastbils forlygter, der skyder gennem filtret skovbund. Men omgivelserne og udfordringerne skal hurtigt blive meget værre, efterhånden som jeg bevæger mig ind i et gennemdystert univers, der virker som det ene mareridt efter det andet stablet oven på hinanden; gennem kz-lejr-lignende sumpområder, enorme lagerhaller, mystiske maskinerier og ildevarslende undervandsskakter, videre, videre, gennem pigtråd og affald og mudder og klaustrofobisk mørke mod det ildevarslende mysterium, der må gemme sig i midten.

Små rørende lyspunkter dukker op undervejs, som punkterer den mol-tunge fornemmelse af dyb ensomhed, men de flås væk så henkastet og uafvendeligt som den første aflivning i skovnatten. Et hurtigt rygskud virker nådigt, når man er blevet flået ihjel af snerrende hunde, mast af tunge jerndøre, kværnet i stykker i affaldsskakter og blæst til atomer af atombombelignende trykbølger. Men videre, videre og videre gennem mørket må man, for hvad i alverden gemmer sig dybere inde i mareridtet? På trods af, at ens forventninger til mysteriets dybder øges med hver velkomponeret eskalering af gruen, bliver man stadig overrasket. Det er mesterligt.

Som det ofte er tilfældet med bemærkelsesværdige, kunstneriske frembringelser er det begrænsningerne i formen, der får resultatet til at stråle. Insides underspillede farveskala og den dystre lydside holdes i helt stramme tøjler. Man forbløffes vedvarende af de veludførte detaljer, der serveres i gourmetbidder: Den diskrete lyd af drengens vejrtrækning, eller det knapt hørbare strejf af hans håndflade mod en træplade. Måden en lysstråle rejser blegt gennem grumset vand. Den skarpt tegnede, ildevarslende silhuet af en forbi-flydende kontorstol i et oversvømmet lokale. Effekten er, at både øjne og ører er æstetisk opfyldt og samtidigt sultne efter mere. Det er perfekt komponeret.

Inside er smukt, beskidt, brutalt, poetisk og rørende. Jeg var ofte så opslugt, at jeg glemte at tage tidsnoter undervejs, men jeg brugte omkring seks timer på at gennemføre. Der er god mulighed for at udforske mørket yderligere. Og oplevelsen bliver hængende i hovedet og kroppen længe efter.

Ligesom Limbo fik det for seks år siden, vil Inside få en sikker plads på de globale lister over de bedste og mest bemærkelsesværdige spiludgivelser i 2016. Det er lige så velfortjent.

Releasetrailer:

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her