Pakkekunstner pakker flod ind
Han har pakket alt fra træer til Rigsdagen i Berlin ind. Nu er turen komme til en flod.
Den bulgarskfødte amerikanske kunstner Christo har sammen sin nu afdøde hustru Jeanne-Claude gjort det til en kunstart at pakke ind.
Bygninger, statuer, en strand, en sti, en mur, træer og en bro. Alle er de blevet pakket ind af ægteparret, der nok er bedst kendt for at beklæde Rigsdagen i Berlin med stof i 1995.
I 2005 bedyrede de over for den tyske boulevardavis Bild am Sonntag, at de ikke var "indpakningskunstnere" og var færdige med at pakke ind.
Hustru døde
Det skete i forbindelse med den stort anlagte udstilling i New Yorks Central Park, The Gates, hvor publikum kunne gå igennem porte udsmykket med 7.500 safrangule tørklæder.
Jeanne-Claude døde i november 2009, men Christo fører deres seneste projekt, Over The River (over floden, red.), videre. Et projekt, som har været undervejs i årevis, og som stadig går i indpakningsretningen.
Christo vil indpakke eller måske rettere overdække i alt 9,4 kilometer af Arkansas-floden i det sydlige Colorado med sølvglinsende, gennemsigtigt stof på en 64 kilometer lang strækning.
Fremhæver lys og landskab
Stoffet skal hænge så højt over floden, at der stadig er mulighed for at sejle på den, og Christo pointerer på projektets hjemmeside, at installationen sættes op med respekt for både miljø og trafik.
I alt otte steder på strækningen landskabet blive brudt af det sølvglinsende stof, som fremhæver landskabet omkring floden.
"Ser man det gennemsigtige stof fra neden, vil det fremhæve kontrasterne fra skyerne, bjergene og vegetationen. Disse bølger af stof vil spille sammen med det naturlige lys i løbet af dagen og skifte fra glitrende lyserød i morgenlyset over skinnende sølv i middagssolen til gylden, når solen går ned," lyder det på hjemmesiden.
Projektet er endnu i en godkendelsesfase og forventes tidligst at stå klart i sommeren 2013. Installationen kan blot ses i to uger, når den står klar.