Præsidenten tilbød hende at blive kulturminister, men stjerneforfatteren takkede pænt nej, så hun var fri til at skrive, hvad hun ville
Leïla Slimani står på de svages side. Hun råber op om verdens undertrykte kvinder, taler højt om de fattige fra storbyens ghettoer og retter lys på de mennesker, der henslæber underbetalte liv i arbejdsmarkedets randzoner. Den fransk-marokkanske stjerneforfatter har meget godt at sige om det Frankrig, der om en uge vælger landets næste præsident. Men hun er også frustreret.
Hun vil helst være fri for at tale om det berømte opkald. Det er tydeligt. Men historien er interessant, fordi den viser, at forfattere indimellem kan ramme tidsånden så præcist, at politikerne vender blikket i deres retning.
Det er i hvert fald ikke alle, der bliver ringet op af den franske præsident og spurgt til, om de kunne tænke sig at blive landets kulturminister. Men det gjorde Leïla Slimani.
Måske var det derfor, at den marokkanskfødte forfatter blev så overrasket over Emmanuel Macrons opkald, at hun kort inde i samtalen smed røret på, så hun kunne komme tilbage til computeren og skrive videre. Overbevist om, at hun havde været udsat for telefonsjov.