Lynnedslag sætter stopper for rumrejse
Rumfærgen Endeavour blev natten til lørdag ramt af en række lynnedslag under et voldsomt tordenvejr i Florida.
Det har fået det amerikanske rumfartsagentur Nasa til at udskyde Endeavours planlagte rummission i et døgns tid for at undersøge eventuelle skader ved fartøjet.
Ifølge Nasa slog der ni lyn ned mindre end en halv mil (trekvart kilometer) fra affyringsrampen i Cape Canaveral.
- Hver gang vi oplever lynnedslag inden for et mil fra rampen, så bliver vi nødt til at undersøge, om det har haft nogle følger, siger Nasas talsmand George Diller.
Endeavors start er nu fastsat til sent søndag aften dansk tid. Rumfærgen skal under sin 16 dage lange mission installere en japansk tilbygning til den internationale rumstation ISS' Kibo-laboratorium.
Opsendelsen er to gange tidligere blevet udsat på grund af brændstoflæk.