Trump vil »smadre« lov om religiøse gruppers ret til at blande sig politisk
Udmelding fra Trump kan ende med at få betydning for amerikaneres adgang til prævention og abort, mener dansk ekspert.
Det skal igen være muligt for religiøse organisationer såsom kristne kirker at støtte eller bekæmpe politiske kandidater.
Det mener den amerikanske præsident Donald Trump, der derfor erklærer sig klar til at »fuldstændig at smadre« den 60 år gamle såkaldte ”Johnson amendment”, der handler om udvalgte - herunder religiøse - organisationers ret til at blande sig i politik.
Loven blev underskrevet af den daværende senator og senere præsident, Lyndon B. Johnson, og indebærer, at religiøse organisationer, der er undtaget fra at skulle betale skat, risikerer at miste den ret, hvis de agerer politisk.
Donald Trumps udmelding kom under den årlige National Prayer Breakfast i Washington DC torsdag, hvor præsidenten slog fast, at han »vil tillade vores religiøse repræsentanter at tale frit og uden frygt for at blive straffet«.
Donald Trump begrunder tiltaget med, at alle skal have lov at udtrykke sig, særligt religiøse grupperinger som den kristne kirke, der ifølge præsidenten i øjeblikket er under stigende pres fra omverden.
»Friheden til at praktisere sin religion er en hellig ret, men den bliver også truet fra alle sider,« siger han og henviser blandt andet til Islamisk Stat, der dræber i islams navn.
»Det er tid til at blive lidt mere hård,« siger Donald Trump og kalder terrorisme en »fundamental trussel mod religionsfriheden«.
Der er en særlig politisk årsag til, at Donald Trump lancerer opgøret nu, mener Søren Dal Rasmussen, ekspert i amerikanske forhold og indenrigsanalytiker for Kongressen.com.
»Han gør det først og fremmest for at tilfredsstille den kulturelt konservative vælgerbase, der er en af hans allervigtigste vælgergrupper. Selvom Trump ikke er kendt for at være en videre kristen mand, har han været i stand til at tiltrække den vælgergruppe, og det er vigtigt for ham at holde fast i den. Det gør han ved at vise dem, at han gør noget for dem med det samme og på markant vis,« siger han.
Der er ingen tvivl om, at det kan få en ganske stor betydning, hvis Donald Trump får held til at afskaffe reglen om de religiøse organisationers ret til at blande sig politisk, mener Søren Dal Rasmussen.
»Det vil åbne op for en helt ny form for politisk aktivitet og øge religiøse gruppers politiske magt. I den nærmeste fremtid vil det få en kæmpe betydning for adgangen til prævention og abort, hvis de religiøse organisationer igen får lov at blande sig,« siger han.
Præsidentens udmelding kommer, kort efter at et lækket dokument angiveligt viser, at Donald Trump i fremtiden vil bruge sin politik til at fremme konservative kristne principper i forhold til blandt andet ægteskab og abort.
Ifølge The Independent vil det indebære, at præsidenten blandt andet vil beskytte organisationer, der slår fast, at ægteskab bør blive indgået mellem en kvinde og en mand, at livet begynder ved undfangelsen, og at sex før ægteskabet er forkert.
Det vil blandt andet medføre en hårdere kurs over for organisationer, der kæmper for abort, homoseksuelles ret til at indgå ægteskab og transkønnedes ret til at vælge køn.
Det Hvide Hus har indtil videre afvist at kommentere på det lækkede dokument.