Rapport: IS-desertører var skuffede over, at de bekæmpede deres egne
Blandt de 58, der har stået frem som IS-desertører, er der fire grunde til, at de rejste væk.
Det er ikke fordi, at beretningerne ikke har været fremme før, men i ny en rapport fra det Internationale Center for Studier i Radikalisering (ICSR) har man set nærmere på de i alt 58 IS-desertører, der åbent har fortalt om tiden i den sunnimuslimske terrororganisation.
De tidligste beretninger stammer fra januar 2014, mens flest desertører stod frem i sommeren 2015.
Herudfra har man konkluderet, at der overordnet set er fire årsager til, at de 51 mænd og 7 kvinder fra 17 lande valgte at forlade Islamisk Stat.
For de fleste personers vedkommende har mødet med IS ikke gjort nogen forskel for deres tro på jihad, men fælles for de fleste er kritikken af, at IS bruger mere energi på at bekæmpe andre sunnioprørsgrupper end på at gøre noget ved Assad-regimet i Syrien.
"Mange desertører mente, at det var forkert, kontraproduktivt og religiøst set illegitimt at kæmpe mod andre sunnigrupper," lyder det i rapporten "Victims, Perpetrators, Assets: The Narratives of Islamic State Defectors".
En anden anke er IS' brutalitet. Mange af de "frafaldne" bryder sig således ikke om de drab på civile og andre grusomheder, som skete under angreb, ligesom de tog afstand fra drab på gidsler, mishandling af landsbyboere og befalingsmænd, som dræbte egne soldater.
Men, anfører rapporten, ingen taler om drab og overgreb mod minoriteter eller såkaldte vantro.
"Den eneste brutalitet, som størstdelen af desertørerne kritiserede, var vold mod "muslimer" - det vil sige sunnimuslimer - hvis rettigheder, de mente, skulle have været beskyttet. Brutalitet syntes derfor ikke at være en universel bekymring: Det blev set gennem en sekterisk linse og skabte mest forargelse, når ofrene var andre sunnier," lyder det.
Et tredje punkt, som flere af desertørerne angiver som grund til at stikke af, er korruption. De syriske desertører beklager sig over, at udlændinge fik flere privilegier, og andre påpeger, at visse kommandører mishandlede nogle krigere, mens andre fik bedre behandling.
"Mange af de desertører, som kritiserede "korruption", indikerede, at den opførsel, som de havde været vidner til, var uislamisk, og at ledende medlemmer ikke havde levet op til Islamisk Stats centrale løfte, som er at skabe et perfekt islamisk samfund," skriver forskerne.
Endelig er en mindre gruppe skuffet over livskvaliteten og levestandarden under IS, der ikke har været i stand til at levere den luksus, som nogle var blevet stillet i udsigt.
"Et relateret aspekt var desertørernes oplevelse af kampene, som - i mange tilfælde - ikke levede op til forventningerne om action og heroisme. En af dem refererede til sine pligter som "kedelige" og beklagede sig over manglende indsættelse, mens andre hævdede, at udenlandske krigere blev systematisk "udnyttet" og brugt som kanonføde."
Og hvad kan man så bruge de konklusioner til?
Først og fremmest mener rapportenes forfattere, at desertørernes fortællinger kan forebygge radikalisering og rekruttering af unge, fordi beretningerne slår skår i det billede, som IS forsøger at formidle. Samtidig kan de opmuntre flere til at følge desertørernes eksempel.
Derfor bør regeringer og organisationer anerkende fortællingernes værdi og gøre det muligt for flere at stikke af og stå frem, bl.a. ved at overveje, om der overhovedet skal være retslige konsekvenser af IS-medlemskabet, lyder det.