Ekspert: Det her kan gøre ondt til værre
Udviklingen i konflikten mellem Israel og Palæstina kan ifølge Israel-ekspert være med til at gøre ondt til værre.
"Det er en meget meget trist udvikling, der er sket i denne konflikt. Den ene dag er det palæstinensere, der bliver dræbt. Og den næste dag er det israelske jøder, der bliver dræbt."
Sådan lyder det fra Israel-ekspert David Jano, der er cand.mag. i mellemøststudier fra Syddansk Universitet. Han mener, at hændelsen tirsdag morgen og de mange hændelser i ugerne op til tirsdag er med til at føre konflikten i en forkert retning.
"Angrebet i dag er med til at radikalisere begge parter i konflikten og trække dem endnu længere væk fra hinanden," siger han til Jyllands-Posten.
Mindst fire israelere blev dræbt, da gerningsmænd tirsdag morgen angreb en synagoge i Jerusalem. Hamas tog senere skylden for angrebet og kaldte gerningsmændene for "helte" for at forsvare det palæstinensiske folks hellige steder, som ifølge Hamas bliver krænket af Israel.
Ifølge David Jano er lige netop denne hændelse et eksempel på, at konflikten mellem Israel og Palæstina er gået fra at være en territoriel konflikt til nu at være en konflikt, der i høj grad handler om religion.
"Religion er lige pludselig blevet hevet ind i en konflikt, der har stået på i rigtig mange år. Før har det handlet om territorium, og det gør det nok også stadigvæk. Men nu er det religiøse element blevet en vigtigere del af konflikten. Og det er dét tirsdagens hændelse i synagogen i Jerusalem handler om - hvem, der har retten til at bede og hvorhenne," fortæller han.
At konflikten er kommet til at handle mere om religion end om territorium, er meget farligt for lederne i landene, og netop derfor har de holdt denne dimension ned - lige indtil nu. David Jano fortæller, at antallet af mennesker, som lederne skal stå til ansvar overfor, bliver væsentlig større, når konflikten handler om religion.
"Benjamin Netanyahu, som er Israels premierminister, skal stå til ansvar over for sin egen regering, hvor der er mange højreorienterede elementer, som er meget stærke nationalistiske jøder. Derudover har han også hele den jødiske verden, som han skal tænke på. Og det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, skal forsvare overfor hele den muslimske verden, at han gør alt i forbindelse med rettigheden over Jerusalem," siger David Jano.
Udover en udvikling i motivationen for konflikten mellem Israel og Palæstina nævner eksperten i Israel også en anden udvikling. Inden for de seneste uger er konflikten blevet mere personbåret. Det er ifølge David Jano en ny form for terror, som er meget svær at stoppe.
"Det er lige pludselig folk, der på egen hånd handler. Det er de her "ensomme ulve", der udøver vold, fordi de mener, at situationen er så desperat, at det er den eneste udvej. Og det kan man jo godt forstå, at situationen er for mange af de palæstinensere. Men det fører jo bare ikke til noget, hvilket kan være svært for den enkelte borger at se," siger han.
Hvorfor er konflikten mellem Israel og Palæstina kommet til at handle om religion?
"Det kommer i høj grad som en reaktion på, at man er så trætte af, at omverdenen hele tiden skal fortælle dem, hvad de skal gøre, og dermed blander sig. EU og Sverige skal anerkende Palæstina, hvilket giver en større strømning til de mere højreorienterede elementer, hvor man vender sig mod det hele og siger, at det hele er vores. Men det er netop det, der er så farligt," fortæller David Jano.
Hvad kan hændelsen tirsdag morgen føre til?
"Det her kan godt være med til, at israelerne slår hårdt ned på palæstinenserne. Det er virkelig nogle vigtige beslutninger, der skal tages de næste dage. For hvis Israel slår hårdt ned på det her nu, som borgerne og højrefløjen forventer, hvad kommer det så til at betyde for konflikten? Så kommer vi højst sandsynligt til at se, at konflikten fortsætter ud i en ond spiral, der er svær at se en ende på lige foreløbig. Det er ligesom en gryde, der står og simrer. Den kan bare koge over og eksplodere hvert øjeblik. Det lader til, at det kun går fra ondt til værre," siger David Jano.