*

Europa

Tysk minister til afrikanske lande: Tag jeres afviste asylansøgere tilbage, eller vi tager bistanden fra jer

Lande som Marokko og Algeriet skal ikke kunne nægte at tage imod deres egne statsborgere, mener Sigmar Gabriel.

Sigmar Gabriel er vicekansler, erhvervsminister og formand for det socialdemokratiske SPD i Tyskland. Foto: Ebrahim Noroozi/AP

Nordafrikanske lande må ikke afvise at tage imod egne statsborgere, som har fået deres ansøgning om asyl afvist i Tyskland.

Hvis landene alligevel afviser at tage de afviste asylansøgere retur, kan det gå ud over deres udviklingsbistand. Det siger den tyske vicekansler, erhvervsminister og formand for de tyske socialdemokrater (SPD), Sigmar Gabriel, ifølge avisen Frankfurter Allgemeine i et interview med ARD.

»Det kan ikke være rigtigt, at man tager imod udviklingsbistanden, men ikke vil tage imod sine egne borgere, som bliver nægtet asyl af os, fordi de ikke har haft nogen gyldig grund til at flygte fra hjemlandet,« siger Sigmar Gabriel.

SPD-formanden mener kun, at Tyskland bør yde bistand til lande, hvor regeringerne er »så fair«, at de vil lade deres borgere genindrejse. Noget, han kalder for »grundlaget for ethvert erhvervssamarbejde«. Dermed åbner han for at skære ned på den økonomiske støtte til genstridige lande.

Grunden til, at flere lande kan nægte at tage imod deres egne statsborgere, er, at der i de pågældende lande - f.eks. Somalia, Irak og flere nordafrikanske lande - er lavet regler, så landene kun vil lade borgerne rejse hjem, hvis de selv har sagt ja til at blive hjemsendt. Mange afviste asylansøgere kan således nægte at rejse hjem og ender dermed med at blive siddende på asylcentre i Europa i årevis.

Tyskland: Nej til asylansøgere fra Algeriet og Marokko

Også den danske regering har fokus på problemet. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg meddelte i efteråret 2015, at regeringen overvejer at bruge udviklingsbistanden som våben mod lande, der ikke vil tage afviste asylansøgere retur.

»Nogle af de lande, der er problemer med, modtager jo dansk bistand, og vi har i Venstre sagt, at vi er parate til at bruge bistanden som et redskab,« lød det i oktober fra Inger Støjberg.

I Tyskland er udfordringen på det seneste blevet endnu større, idet antallet af asylansøgere fra lande som Algeriet og Marokko er steget. Mennesker fra disse lande har kun ringe chance for at få asyl, men en udvisning og hjemsendelse kan på grund af reglerne om hjemsendelse være noget nær umulig.

JP-korrespondent: »Hvis man lukker 1 mio. mennesker ind, så må man forvente, at der er brodne kar«

Den tyske regering med forbundskansler Angela Merkel i spidsen er under et voldsomt pres for at løse flygtningekrisen. Senest har Bayerns tidligere ministerpræsident og forhenværende formand for Angela Merkels søsterparti CSU, Edmund Stoiber, forlangt en løsning på krisen og en mere skrap kurs fra Angela Merkel - gerne en fuldstændig lukning af den tyske grænse.

»Fordi det ellers vil få katastrofale følger for Tyskland og for Europa,« siger Edmund Stoiber til avisen Süddeutsche.

Sagerne fra nytårsaften, da unge mænd overfaldt og forulempede mange hundrede kvinder i Köln og andre tyske byer, har ikke gjort presset på Angela Merkel mindre. Flere af de mistænkte er blevet beskrevet som nordafrikanere, og flere tilbageholdte mistænkte blev identificeret som asylansøgere fra Nordafrika.

Tyskland tog sidste år imod over 1,1 mio. flygtninge

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her