Løkke jubler over Tyrkiet-aftale
Statsministeren kalder aftale ”meget, meget flot” og ser frem til væsentlige resultater af den. Mere forsigtig er optimismen fra EU-præsident Donald Tusk.
Bruxelles
Det var en meget tilfreds statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der efter torsdagens EU-topmøde roste EU’s nye aftale om en handlingsplan med Tyrkiet, der skal begrænse tilstrømningen af flygtninge til Europa.
”Det er et meget, meget flot resultat, som kommissionen har nået. Det er udtryk for fornuft. Der er gensidige interesser hos Tyrkiet og os, der bliver kombineret, og som jeg personligt ikke er i tvivl om vil yde et væsentligt bidrag til at tage presset af Europas grænser,” sagde Løkke og betegnede aftalen som et ”substantielt fremskridt.”
Han oplyste, at ”alle regeringschefer har givet positivt tilsagn” til aftalen, der blev indgået i Ankara natten til torsdag.
Aftalen om handlingsplanen giver Tyrkiet en række indrømmelser til gengæld for, at landet hjælper med at beskytte EU, hvilket skal nu forsøges omsættes til konkret handling.
”Man nåede en aftale om en handlingsplan, som skaber forpligtelser på begge sider, både EU og Tyrkiet. På den ene side skal Tyrkiet hjælpe med at bremse tilstrømningen, blandt ved at styrke sin kystbevogtning, ved at lette tilbagesendelsen af afviste asylansøgere fra EU, ved at sikre bedre registrering af flygtninge og give dem bedre adgang til sundhedsbehandling og uddannelse,” fremhævede Løkke.
Aftalen indebærer også, at Tyrkiet skal begynde at give flygtninge arbejdstilladelse.
Til gengæld vil EU skrue op for støtten til Tyrkiet, så landet hurtigere kan komme til at opfylde kravene for visumliberalisering til EU for tyrkiske borgere. Liberaliseringen skulle være gennemført i 2017, men aftalen fremrykker den til 2016.
Tyrkerne kan også se frem til et væsentligt økonomisk bidrag, som der ikke er sat præcist beløb på i aftalen, men som af diplomatkilder bliver beskrevet som ”op til 3 mia. euro.” Det er dog endnu uklart, hvor i Europa pengene skal komme fra.
”Det er rigtigt, at der knytter sig en økonomi til det. Det er ikke endelig fastlagt. Men der er betalingsvilje i rummet, så at sige. Det hænger sammen med, at det er i vores egen interesse, at Tyrkiet engagerer sig endnu mere, end det har gjort indtil nu,” sagde Løkke og tilføjede, at betalingsviljen også gælder Danmark om nødvendigt.
Det er desuden en del af aftalen, at EU skal åbne fem nye kapitler i forhandlingerne med Tyrkiet om EU-medlemskab.
Mens Løkke var i det positive hjørne, nøjedes EU’s præsident Donald Tusk med at udtrykke »forsigtig optimisme« for, at aftalen vil dæmpe strømmen af flygtninge til EU via Tyrkiet.
»Handlingsplanen er et stort skridt i den retning. Men aftalen med Tyrkiet giver kun mening, hvis den effektivt dæmmer op for tilstrømningen af flygtninge,« sagde han efter topmødet.
Den tyske forbundskansler Angela Merkel, som søndag selv rejser til Ankara, for at fortsætte samtalerne med Tyrkiet om at håndtere flygtningekrisen, kaldte papiret, som der er opnået enighed om i Ankara, en ”skitse.”
Nu skal det udpensles, hvad EU tilbyder, og hvad forventningerne er. Herunder hvad Tyrkiets forventning er til økonomisk støtte, forklarede hun.
»Jeg vil diskutere spørgsmålet om tidsplan, men det afhænger af, om EU er parat til at bakke op,« sagde kansleren og understregede, at det kun er fair, at EU hjælper Tyrkiet, der allerede i en årrække har huset mere end to millioner syriske flygtninge.
Flygtningesituationen har allerede kostet Tyrkiets statskasse omkring 7 mia. euro.
Ifølge Merkel var det mest finansiering og mulighederne for at åbne nye kapitler i forhandlingerne med Tyrkiet om EU-medlemskab, som blev diskuteret på topmødet.