Dansker kæmper mod tyredrab i Spanien
En dansk aktivist har hele lørdag kæmpet mod en fest, som tusinder strømmer til hvert år.
I disse timer står adskillige tyrer i små aflukkede rum midt i den spanske by Pamplona. Det er varmt, og tyrene bliver agressive og forvirrede af larmen fra forbipasserende og byens støj.
Det er alt sammen meningen, fordi i morgen søndag slippes de løs for at jage en menneskemængde omkring 800 meter gennem Pamplonas gamle bydel på vej mod byens tyrefægterstadion.
Jeg køber ikke, at hensynet til lokal kultur kan retfærdiggøre tortur på dyr for sjov. Tidligere brændte man også hekse af på bålet som en del af kulturen, men det har man jo ændret, fordi det var dybt uciviliseret.Nana Bjørnlund, demonstrant i Pamplona.
"Running of the Bulls" lyder den dramatiske titel på løbet, der er en del af den traditionsrige San Fermín-fest, som årligt bliver holdt fra 6. juli om formiddagen til midnat 14. juli. Men på trods af at tusinder af lokale beboere og turister ser frem til den kæmpe fest, er danske Nana Bjørnlund taget til byen for at ødelægge stemningen. Det har hun gjort sammen med omkring 100 aktivister, der lørdag gik gennem Pamplonas gader for at protestere mod både løbet og de efterfølgende tyrefægtninger.
"Jeg har i længere tid haft viden om, hvad der sker bag kulisserne. I mit arbejde med dyrevelfærd i Spanien ser jeg hele tiden billeder af tyre med punkterede lunger, øjne, der er prikket ud og blod over det hele som følge af tyrefægtning. Det påvirker mig enormt, og jeg bliver trist og ked af det. Det er så grusomt og ondskabsfuldt, at jeg ikke kan ignorere det længere," siger hun over en telefonlinje fra den gamle spanske by.
Et møde, tyrene ikke overlever
Strabadserne for tyrene ender ikke efter "Running of the Bulls". Når de når tyrefægterstadionet bliver de igen adskilt og låst inde i mørke rum, hvor de sultes og medicineres, så de har akkurat det rigtige temperament til at møde byens tyrefægtere i løbet af festen - et møde, tyrene ikke overlever.
Nana Bjørnlund havde sammen med sine meddemonstranter sminket sig som et skelet og hældt rød maling ud over sig, før de mødte op med skilte på byens rådhusplads.
Her oplevede danskeren, hvad hun tolker som spaniernes øgede modstand mod løbet og drabene på tyrene.
"Der var stor opbakning fra borgerne i byen. De råbte spontant tak til os og klappede og hujede. Så jeg tror, det her er en god måde at få folk til at snakke og skrive om sagen. Havde vi ikke gjort det, havde jeg jo ikke snakket med dig," påpeger hun.
Faldende popularitet
Nana Bjørnlund har boet forskellige steder i Spanien de seneste fem år og arbejder til dagligt som freelance-oversætter. Det meste af sin fritid bruger hun på at arbejde for dyrevelfærd i organisationen Peta, som har dokumenteret, at der i gennemsnit dør 28 tyrer hver dag under spanske festivaler.
Tyrefægtning har dog i årevis oplevet dalende popularitet i Spanien, og ifølge landets kulturministerium faldt antallet af tyrefægtninger i arenaer med 37 pct. mellem 2007 og 2011.
Men regeringen har forsøgt at bevare traditionen ved at give den status af kulturarv. Det gør det svært at indføre restriktioner, som da Catalonien i 2010 indførte et direkte forbud.
Er det ikke et relevant argument, at en kulturarv kan være så vigtig, at det går forud for dyrevelfærd?
"Jeg køber ikke, at hensynet til lokal kultur kan retfærdiggøre tortur på dyr for sjov. Tidligere brændte man også hekse af på bålet som en del af kulturen, men det har man jo ændret, fordi det var dybt uciviliseret. Spanien har så mange fantastiske ting at byde på som dans, musik, teater osv. Det er der grund til at fejre," siger Nana Bjørnlund, som ikke er i tvivl om, at hun tager tilbage til Pamplona næste år for at demonstrere.