Højt kokainforbrug kan ses i Storbritanniens drikkevand
Et studie af drikkevandet afslører briternes usunde levevaner.
Det startede ud som et studie, der skulle afklare, om affald fra farmaceutiske produkter kan ses i briternes drikkevand.
Men rapporten, som er udfærdiget af drikkevandsinspektoratet, konkluderer dog, at det ikke kun er medicin, som ses i vandet.
Også briternes høje forbrug af kokain har fundet vej til vandhanerne. Det skriver The Independent.
"Affaldsstof" i drikkevandet
Det er stoffet benzoylecgonin, som viste sig i drikkevandsprøverne. Stoffet er det "affaldsprodukt", som kokain omdanner sig til, når det har passeret igennem kroppen, og det er bl.a. det, man leder efter, når man tester urin for narkospor.
Til avisen The Sunday Times, siger lederen af den narkotikapolitiske tænketank, Transform, at han er dybt bekymret over konklusionen.
"Vi har næsten det højeste forbrug af kokain i det vestlige Europa. Det er blevet billigere og billigere samtidig med, at forbruget bare er steget," siger Steve Rolles.
Ikke farligt
Bortset fra, at kokain er ulovlig narkotika, og at tilsyneladende rigtig mange briter alligevel indtager stoffet, skal de briter, som holder sig til drikkevandet, ikke være bange.
Selvom benzoylecgonin kan ses i vandet, er det trods alt i så små mængder, at det ikke udgør nogen fare, når man drikker det.
Studiet viste også en høj forekomst af spor fra det smertestillende medikament ibuprofen og fra koffein.
Omkring 700.000 briter formodes at tage kokain hvert år, vurderer velgørenhedsorganisationen DrugScope.