Fortsæt til indhold
Europa

Efter ni ugers kloakarbejde: Monster-fedtbjerg er besejret i London

Vådservietter, bleer, trusser blandet med fedt og olie havde forårsaget et stenhårdt bjerg på 130 tons i kloakken.

Det var som at kæmpe mod en gigantisk skabning fra en Harry Potter-film. Men nu har Londons kloakarbejdere besejret det 250 meter lange og 130 tons tunge monster af et fedtbjerg, der holdt til under en større vej i Whitechapel i den østlige del af den britiske hovedstad.

Det meddeler virksomheden Thames Water, der har ansvar for kloaksystemet, på sin hjemmeside.

Bekæmpelsen har stået på i ni uger. Det tog længere tid end forventet, på grund af den skade fedtbjerget havde forårsaget i den ca. 1 meter høje æggeformede kloak.

https://www.facebook.com/thameswater/posts/1664166393647936:0

Noget af bjergen kunne spules bort med vand, men det sidste af fedtklumpen måtte fjernes manuelt med skovl og brutal råstyrke.

Klumpen, der blev opdaget i september, bestod af bl.a. vådservietter, hygiejnebind, bleer, madrester og fedt, som var blevet skyllet ud i toilettet af London-borgere, og som havde hobet sig op til en stenhård klump.

Det menneskeskabte fedtbjerg fået opmærksomhed verden over, og manager i Thames Water, Alex Saunders, beskriver arbejdet som »noget af det mest nervepirrende, mange har set«. Virksomheden håber, at fedtbjerget kan få flere til at tænke over, hvad de vælger at skylle ud i kloakken.

»Den gode nyhed er, at det har hjulpet Thames Water og andre vandvirksomheder rundt om i verden at få budskabet ud om, at madlavningsrester, olier og fedt aldrig bør ryge i afløbet. Som I har set, står vi over for at skulle fjerne disse gigantiske, hårde fedtbjerge, når det (olie og fedt, red.) kombineres med vådservietter, hygiejneprodukter, undertøj, bleer og alt andet, der ikke skal skylles ud,« siger Alex Saunders.

I september sagde Museum of London, at det ønskede at udstille en del af fedtbjerget.

»Hvis det lykkes os at få fat i fedtklumpen til vores samling, håber jeg, at det vil øge bevidstheden om, hvordan vi lever i dag og også inspirere vores besøgende til at overveje problemerne med voksende metropoler,« sagde museets direktør, Sharon Ament, dengang ifølge Ritzau.