Fortsæt til indhold
Asien

Malaysia: Flyet styrtede ned i Det Indiske Ocean

Den malaysiske premierminister har meddelt, at man nu antager, at alle passagerer er døde.

Den malaysiske premierminister, Najib Razak, meddelte ved et pressemøde på et hotel i Beijing i dag (aften lokal tid), at nye analyser siger, at MH370 styrtede ned i Det Indiske Ocean.

"Det er med stor sorg og dyb beklagelse, at jeg må meddele, at vi antager, at flyet er styrtet ned i Det Indiske Ocean. Baseret på de de nye informationer fløj MH370 langs den sydlige korridor, og det sted hvor de seneste oplysninger placerer flyet, er sydvest for Perth. Stedet er langt fra nogle mulige landingspladser, og derfor må vi konkludere, at flyet er styrtet ned," siger Najib Razak.

De nye oplysninger, som konklusionen bygger på, er analyser af satellitdata, foretaget af AAIB (Air Accidents Investigation Branch). Der er tale om analyser, som aldrig før har været lavet.

Pårørende samlet på hotel

Umiddelbart inden pressemødet blev de pårørende til passagererne fra MH370 samlet på hotellet for at få informationerne omkring udviklingen i sagen.

Her havde man havde oplyst passagerernes pårørende om udviklingen.

Malaysia Airlines udsendte derefter en officiel meddelelse:

”Vi må med beklagelse antage ud over rimelig tvivl, at MH370 er tabt og at ingen af de ombordværende er overlevet.”

Tag hensyn til pårørende

Samtidig bad premierministeren om, at der blev taget hensyn til de pårørende, som har været så meget igennem.

"Vi henstiller til, at medierne lader de pårørende få ro til at bearbejde de nye informationer i denne meget svære situation," siger Najib Razak.

Tidligere mandag kom det frem, at den australske premierminister havde kontaktet sin kollega fra Malaysia, for at fortælle, at et australsk fly havde set objekter, som kunne stamme fra det forsvundne fly fra Malaysia Airlines MH370.

Et af de objekter der blev spottet fra luften var orange, og det menes at være redningsudstyr fra MH370. Det er ikke bekræftet.

Premierministeren meddelte, at der vil blive afholdt en pressekonference i morgen, hvor de malaysiske myndigheder vil oplyse yderligere om jagten på det forsvundne fly.