Barack Obama antyder russisk "invasion" af Ukraine
Tonen over for Vladimir Putin blev ved weekendens G20-møde skærpet.
Rusland forsyner separatisterne i det østlige Ukraine med våben og har dermed brudt den aftale, man indgik med Ukraine for et par uger siden.
Sådan lyder det fra USA's præsident Barack Obama, der efter afslutningen på weekendens G20-møde i Australien talte til pressen om Ruslands anstrengte forhold til Ukraine og resten af verden.
Samtidig meddelte præsidenten, at resten af G20-landene ville kæmpe hårdt for at opretholde grundlæggende udenrigspolitiske principper.
"Og en af disse principper er, at man ikke invaderer andre lande eller finansierer eller støtter mellemmænd på en måde, som kan ødelægge demokratiske lande," siger Barack Obama.
Ved samme lejlighed sagde både præsident Obama og den britiske premierminister David Cameron, Rusland vil blive ramt af flere sanktioner fra det internationale samfund, "hvis ikke Putin bidrager til at løse krisen i Ukraine".
Tonen over for Rusland fra Barack Obama er blevet hårdere i løbet af de seneste uger, efter at fredsaftale på fredsaftale er blevet brudt i det østlige Ukraine, hvor tusindvis af mennesker i løbet af de seneste måneder er blevet dræbt i kampe mellem separatister og det ukrainske militær.
Den ukrainske præsident Petro Porosjenko sagde i weekenden i et interview med det tyske medie Bild, at den ukrainske hær er i en god forfatning, og at man med opbakning fra resten af verden er parat til en fuldskala-krig om det østlige Ukraine.
"Jeg frygter ikke en krig mod de russiske tropper, og vi har forberedt os på at gå i krig," sagde Petro Porosjenko.
Rusland har indtil videre benægtet at være militært involveret i konflikten og forsyner ifølge sig selv ikke separatisterne med våben.