20 politibetjente dræbt ved al-Shabaab-angreb i Kenya
Betjentene blev lokket i baghold, de de forsøgte at undsætte sårede kolleger.
Mindst 20 kenyanske politibetjente er blevet dræbt, da de faldt i et baghold i en landsby i provinsen Garissa i den østlige del af Kenya. Det skriver den engelske avis Guardian. Ifølge Guardian er det de kenyanske aviser, The Standard og Daily Nation, der rapporterer om drabene.
Betjentene blev mandag aften lokket i et baghold i landsbyen Yumbis 70 kilometer nord for Garissa, da de ville undsætte nogle kolleger, der var blevet såret tidligere på dagen, da deres bil kørte på en landmine.
En talsmand for det kenyanske politi, Masoud Mwynyi, bekræftede, at der har fundet et angreb sted i Yumbis, men ville ikke uddybe yderligere. Han forklarede, at politiet vil frigive flere detaljer om angrebet senere tirsdag.
Det er den somaliske terrororganisation al-Shabaab, som mistænkes for at stå bag angrebet. I sidste uge angreb styrker fra organisationen Yumis og hejste al-Shabaabs flag på byens moske, inden soldaterne kort efter igen forlod byen.
Al-shabaab har i det seneste år gennemført flere angreb i det nordlige Kenya i et forsøg på at tvinge den kenyanske regering til at trække sine tropper ud af Somalia, hvor de netop bekæmper al-Shabaab.
Således angreb terrorister fra al-Shabaab i begyndelsen af april universitetet i provinshovedstaden Garissa, hvor de dræbte 147 mennesker og sårede 79, inden de selv blev nedkæmpet.