Aktivister fra Greenpeace får erstatning
Fire miljøaktivister bag happening under klimatopmøde får erstatning for urimelig frihedsberøvelse i 2009.
Fire Greenpeace-aktivister, der stod bag en spektakulær happening på Christiansborg under klimatopmødet i 2009, får erstatning for uberettiget frihedsberøvelse.
Det afgjorde en dommer i Københavns Byret tirsdag middag.
18.000 kr. hver
- De har fået tildelt erstatning på henholdsvis 18.800 og 18.100 kroner, siger senioranklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politis anklagemyndighed.
- Jeg ønsker ikke at kommentere afgørelsen, da jeg endnu ikke har set, hvad der ligger til grund for afgørelsen. Men det er statsadvokaten, der afgør, om sagen skal videre til landsretten, siger han til Ritzau.
De fire aktivister krævede erstatning for at sidde varetægtsfængslet i henholdsvis 19 og 20 dage, efter de var trængt ind på Christiansborg til en gallamiddag for verdens statsledere.
Her havde de forklædt som statsoverhoved med frue og livvagt spredt bannere med påskriften "Politicians Talk - Leaders Act" ud på den røde løber for pressen.
De forhold, der lå til grund for varetægtsfængslingen, blev aktivisterne senere frifundet for. Derfor krævede de erstatning.
- De mener ikke, at de skulle have været fængslet, siger Niels Forsby, der er advokat for de fire miljøaktivister.
Sagens omstændigheder forud for erstatningskravene blev lagt frem for en dommer i Københavns Byret mandag formiddag, hvor anklager Jakob Buch-Jepsen brugte god tid på at argumentere imod erstatning.
- Erstatning skal afvises. Der er tale om nøje planlagte lovovertrædelser, hvor de erstatningssøgende vidst, at de ville blive anholdt, sagde han i retten.
- Desuden nægtede de at hjælpe politiet med at finde de øvrige personer bag aktionen og forhindrede derfor efterforskningen.
Presseansvarlig ved Greenpeace, Birgitte Lesanner, er overbevist om, at de fire aktivister er glad for at få en tilkendegivelse om, at de havde ret i, at de var blevet uberettiget frihedsberøvet.