Fortsæt til indhold
Indland

Bøderegn da politiet besøgte lille dansk ø

Der er normalt ikke politi på Agersø. Men det var der onsdag.

Der var tale om en mindre bøderegn, da færdselspolitiet besøgte den lille ø Agersø med 181 indbyggere.

Der er normalt ikke politi på øen, men onsdag eftermiddag kom to betjente på besøg.

I løbet af halvanden time uddelte de to civilklædte betjente 14 bøder. Det skriver Sydsjællands Politi på Twitter.

"Det er lidt skræmmende"

I løbet af de første fem minutter på øen stoppede politiet to spritbilister og kort efter en tredje.

Derudover var der tale om seks personer uden sele, to uden kørekort, to uden hjelm og en knallert uden forsikring og plader.

Den ene af spritbilisterne havde en promille på 1,8.

"Det er lidt skræmmende, at vi møder tre spritbilister på så kort tid en onsdag eftermiddag på en kold januar-dag. Så tør jeg næsten ikke tænke på, hvad vi ville kunne få fat på en varm sommerdag i juni," siger Erik Mather, vicepolitiinspektør ved det sydsjællandske færdselspoliti, til bt.dk.

Ikke usædvanligt

Resultatet er tilsyneladende ikke enestående.

Erik Mather fortæller, at Sydsjællands Politi for nylig oplevede noget lignende, da de besøgte Fejø.

Til skræk og advarsel lover Erik Mather, at politiet nok skal komme forbi Agersø igen - og andre små øer.