Ekspert: 1813-ordning gavner samfundsøkonomien
Sundhedsøkonom Jes Søgaard mener, at den nye akutordning vil gavne samfundsøkonomien på den lange bane, på trods af en dyr opstart.
Sygeplejesker bliver hasteindkaldt til at sidde vagt ved den nye akuttelefon 1813. Det har skulle hjælpe på den lange ventetid. Men det er også dyrt.
Sådan har kritikken lydt fra blandt andre statsrevisionen og Mai Mercado (K).
Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet, anerkender, at den nye akutordning er dyr i opstartsfasen. Men på den længere bane vil det være fordelagtigt for samfundsøkonomien, at sygeplejesker betjener vagttelefonerne i stedet for uddannede læger.
”Lønomkostningerne er lavere hos sygeplejesker, ligesom de også er billigere at uddanne. Så det vil alt andet lige blive billigere i drift,” siger han, og fortæller videre, at den nye ordning også vil løse problemet med manglen på læger.
Esbjerg mangler læger
”Selv i en stor by som Esbjerg er der en alvorlig mangel på praktiserende læger. Så det vil også være samfundsnyttigt, at lægerne ikke skal betjene vagttelefonerne,” siger Jes Søgaard.
Ifølge professoren er der også nogle faktorer, der peger i den anden retning. Blandt andet kan der ifølge Jes Søgaard være en risiko for, at sygeplejesker har tendens til at henvise flere patienter til speciallæger, end nødvendigt er.
”Der er en frygt for, at sygeplejsker henviser for mange patienter til speciallæger, hvilket vil give en større omkostning. Men det kan vi jo undersøge, når ordningen har været i gang i et stykke tid,” siger Jes Søgaard, der som udgangspunkt mener, at man skal give den nye akutordning en chance.