Fortsæt til indhold
Indland

Psykisk syge snydes for hurtig behandling

Garanti: På papiret falder ventetiden i psykiatrien, men tallene beskriver ikke virkeligheden, der er præget af store forsinkelser undervejs.

Hanne Fall Nielsen

Hurtigt ind til den første samtale med en psykiater eller psykolog for at få hjælp til angsten, depressionen eller selvmordstankerne. Men efter den første samtale stopper processen, og der kan gå mange måneder, før systemet igen kan finde tid til den psykisk syge.

Trods løfter til psykisk syge om en hurtig diagnose og behandling gælder garantierne kun på papiret, for de faldende ventelister viser ikke virkeligheden, lyder det entydigt fra psykisk syge, pårørende og professionelle inden for psykiatrien.

»Der er ingen tvivl om, at der er etableret en lang række kreative løsninger som f.eks. at indkalde til en samtale hurtigt, hvorefter der følger en lang ventetid, inden den reelle udredning og behandling bliver tilbudt,« siger overlæge Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden.

Den reelle ventetid

I foreningerne for psykisk syge patienter og deres pårørende genkendes beskrivelsen af, at de faldende ventetider ikke er ensbetydende med overholdte garantier.

»Man får jo sjældent en diagnose i den første samtale, så derfor er det forkert, at patienter slettes fra ventelisten, bare fordi de har været indkaldt en enkelt gang,« siger Knud Kristensen, formand for Sind, og han suppleres af generalsekretær Thorstein Theilgaard, formand for Bedre Psykiatri:

»Det er at stikke patienter, pårørende og resten af Danmark blår i øjnene at påstå, at garantierne overholdes.«

Ventetiden på den første kontakt med psykiatrien er faldet drastisk til under en måned, og dermed er udredningsretten på 30 dage, der træder i kraft den 1. september 2015, på papiret allerede opfyldt. Men ifølge sundhedsordfører Sophie Løhde (V) er der tale om fusk:

»Regeringen oversælger resultaterne. Psykisk syge får ofte lov til at vente i mange måneder på at komme til samtale nummer to.«

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) afviser, at regeringen forsøger at tale resultaterne op, men han erkender, at statistikken har mangler.

»Udredningsretten er ikke klaret med en enkelt samtale, for typisk er det vanskeligere at stille en diagnose på psykisk sygdom end en fysisk,« siger han og minder om, at der er flere penge på vej fra satspuljemidlerne.

I Danske Regioner erkender Charlotte Fischer (R), at statistikken ikke fortæller den fulde sandhed.

»Vi mangler tal for den reelle ventetid,« siger hun som formand for Danske Regioners psykiatriudvalg.