Fortsæt til indhold
Indland

Hurtig familiesammenføring får flygtninge til at søge mod Danmark

Når syriske flygtninge vælger Danmark som mål for deres flugt til Europa, skyldes det i vid udstrækning, at de hurtigt kan få deres familie sammenført her til landet, siger både smuglere og flygtninge.

Orla Borg

Netop nu strømmer asylansøgere til Danmark i et omfang, der ikke er set i 20 år. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil de officielle tal om en uge vise, at der alene i august kom tæt på 2.000 flygtninge til Danmark, og heraf udgør syrerne den største gruppe.

Syriske flygtninge og menneskesmuglere, som Jyllands-Posten har opsøgt i det kvarter i Istanbul i Tyrkiet, hvorfra en stor del af menneskesmuglingen til Europa organiseres, beskriver Danmark som et af de mest attraktive lande, fordi sagsbehandlingstiden for familiesammenføringer er kort.

I Danmark er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for familiesammenføring på godt 2 måneder, mens den eksempelvis er 7 måneder i Sverige og 9-15 måneder i Norge.

Integrationskonsulent Fahmy Al-Majid, som hver uge er i kontakt med nyankomne syriske flygtninge, siger:

»Jeg hører ofte syrere fortælle, at de har valgt Danmark, fordi de ved, at det går hurtigt med at få familien her til landet i det øjeblik, de selv har fået asyl.«

Lederen af Dansk Røde Kors’ asylcenter i Jelling, Solveig Vestergaard, og talsmanden for FN’s Flygtningehøjkommisariats Europa-kontor, Ana White, bekræfter betydningen af sagsbehandlingstiden:

»Flygtninge vælger et land, hvor de har større chancer for at blive forenet med deres familie i stedet for at skulle vente i en desperat situation i lang tid,« siger Ana White.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, er overrasket over smuglernes og flygtningenes kendskab til sagsbehandlingstiderne i Danmark:

»Det er bekymrende, at der spekuleres i det. Jeg vil ikke afvise, at vi skal se på nye initiativer, hvis stigning i antallet af nye flygtninge fortsætter,« siger Trine Bramsen.