Fortsæt til indhold
Indland

Restaurant-ejer: "Vi mister ugens største omsætning"

Flere restauranter er ramt af strømsvigtet i København. Èn af dem er Restaurant Maharaja.

For ejeren af Restaurant Maharaja er strømsvigtet ikke bare et irritationsmoment. Det er en mindre katastrofe for Aurang Zebs forretning, for lørdagen er den dag på ugen, hvor han plejer at tjene de penge, som kan dække for udgifterne i hverdagene.

"Det betyder rigtig, rigtig meget. Vi mister ugens største omsætning i dag," siger Aurang Zeb til jp.dk.

Første gang i 13 år

Han har ejet Maharaja i 13 år, og han har aldrig oplevet et strømsvigt, som det, der ramte Frederiksberg og Vesterbro omkring middagstid lørdag. Han har prøvet at være uden strøm i halve og hele timer, men aldrig en hel eftermiddag og måske også aften.

Kl. 18.00, da jp.dk taler med ham, er han ved at overveje at lukke sin restaurant på Sankt Knuds Vej på Frederiksberg.

Aurang Zeb og hans to sønner kan ikke hverken lave eller servere mad i mørket. For dem betyder det en tabt omsætning på 10.000 og 20.000 kr.

På vej hjem

"Først sagde de, at der ville være strøm ingen kl. 15.00, og der skete ikke noget. Så sagde de kl. 17.00, og jeg har stadig ikke lys i pærerne. Jeg har sagt til mig selv, at hvis der stadig ikke er kommet strøm kl. 19.00, så tager jeg hjem. Det giver ikke mening at blive her," siger han.

Strømsvigtet ramte kl. 12.15 cirka 21.000 husstande på Frederiksberg og København, hvoraf størstedelen af igen har strøm i stikkontakterne. Der er dog stadig omkring 2.500 hustande på Frederiksberg uden strøm, herunder Aurang Zebs restaurant.

Dong har advaret om, at de mest uheldige risikerer at stå uden strøm frem til midnat.

Spildte bestillinger

"Jeg har haft 15-20 bordbestillinger, men jeg kan jo ikke servere mad for gæsterne i mørket. Vi har lavet lidt mad her til eftermiddag, hvor vi ikke har haft brug for strøm, men det kan vi ikke længere," siger han.

Strømmen vil ifølge Dongs pressevagt Morten Kidal gradvist komme tilbage til de mørklagte husstande. Foreløbig arbejder teknikere på at få repareret hovedtransformerstationen på Frederiksberg, som er skyld i strømsvigtet.

Desuden er der indsat nødstrøm fra andre selskaber.

LÆS OGSÅ: Strømsvigt i København kan vare til midnat