Jehovas Vidner skal undersøges
Medlemmer opfordres af ledelsen til at bryde kontakten med dem, der forlader trossamfundet.
Ledelsen i Jehovas Vidner opfordrer og vejleder konsekvent de 14.500 medlemmer i Danmark til at bryde kontakten med og undgå personer, som forlader trossamfundet.
Sådan lyder beskyldningen fra Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner.
Oplevet det
»Det er ikke noget, som vi bare påstår. Som tidligere medlemmer af Jehovas Vidner har vi oplevet det indefra – og oplevet, hvad der sker, når du bryder ud,« siger støttegruppens formand Poul Dal.
Han var i sin tid selv en af de »ældste« i Jehovas Vidner, som de ledende personer i trossamfundet bliver betegnet. Poul Dal henviser til, at Jehovas Vidner i en juli-udgave af trossamfundets blad, Vagttårnet, beskriver frafaldne som »syge i sindet«.
»Jehovas Vidner er et meget indspist trossamfund. Mange af medlemmerne bliver gift med hinanden og har familiære relationer. Derfor har det store konsekvenser for den enkelte, der vælger at forlade trossamfundet. Og du kan ikke bare forlade Jehovas Vidner og melde dig ind i folkekirken eller i et andet trossamfund. Du bliver udstødt og dine venner, bekendte og familie i trossamfundet får besked på at undgå kontakt med dig,« siger han.
Talsmand afviser
Talsmanden for Jehovas Vidner i Danmark, Erik Jørgensen, afviser, at frafaldne medlemmer betragtes som sindssyge.
»Men med hensyn til at følge den rette lære har de en syg opfattelse af tingene. Og Bibelen har en klar vejledning til, hvordan vi skal forholde os til frafaldne,« siger Erik Jørgensen.
Jehovas Vidner har forkyndt i Danmark siden 1890’erne, men blev formelt først godkendt som trossamfund i 1970.
Det skete i forbindelse med indførelse af en ny ægteskabslov, hvor Jehovas Vidner fik lov til at forrette vielser. Samtidig blev Jehovas Vidner – noget specielt – godkendt som trossamfund og opnåede en række skattemæssige fordele. I dag er der udarbejdet en særlig vejledning for godkendelse af trossamfund, hvor en lang række kriterier skal opfyldes. I de vejledende retningslinjer hedder det bl.a., at det »betragtes som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning.«
»Det lever Jehovas Vidner ikke op til,« mener Poul Dal, Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner.
Politisk behandling
Kirkeordfører Per Bisgaard (V) vil tage sagen op i retsudvalget og i kirkeudvalget, mens De Radikales kirkeordfører Bente Dahl på baggrund af beskyldningerne har stillet et såkaldt paragraf 20 spørgsmål til justitsminister Lars Barfoed (K).
Bente Dahl ønsker et svar på, hvorvidt der er tilstrækkelig dokumentation for, at Jehovas Vidner i dag lever op til de gældende retningslinjer for at være godkendt som trossamfund.
»Som politikere skal vi ikke blande os i folks private, sociale relationer. Men, hvis ledelsen i et trossamfund anbefaler, at dets medlemmer skal undgå kontakt og samvær med personer, som forlader trossamfundet, så er den gal,« fastslår Bente Dahl.
Justitsminister Lars Barfoed (K) ønsker ikke at kommentere sagen, før han har afgivet et svar i Folketinget.
Læs gribende beretning i Morgenavisen Jyllands-Posten:
"Min lillebror blev udstødt og begik selvmord"