Fortsæt til indhold
Indland

DR afviser protest mod ''Perkerspillet''

Danmarks Radio vil ikke tage det satiriske Perkerspillet om unge indvandrere væk fra DR's hjemmeside. Flere organisationer mener, at spillet fremmer diskrimination og vil have det fjernet.

Af ORLA BORG

»Wolla, min fætter. Åh, jeg sværger. Vi skal cruise hele bydelen - Nørrebrogade, Vesterbrogade - hele lortet. Vi skal ha´ noget kuss - score dejlig dansk lyshåret pige og hilse på alle vores fætre. Men først skal vi bygge vores bimmer.«

Sådan lyder det i såkaldte "Perkerspillet", som DRs Ulandsredaktion har lagt ud på sin hjemmeside, så interesserede kan gå direkte ind og prøve spillet.

Nævnet for Etnisk Ligestilling mener, at spillet går over grænsen for satire, og Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racediskrimination vil have det fjernet fra DRs hjemmeside.

I spillet skal spilleren optræde i rollen som ung indvandrer med sort hår, guldkæde om halsen og BMW. Man kan man optjene "Street respekt points" ved at bygge sin egen BMW og ved at cruise - "at køre råddent". Jo sejerne man bygger sin "bimmer", jo mere respekt får man, og man kan tjene penge ved at samle guldkæder op fra gaden.

Når man er færdig med at bygge sin BMW skal man ud at cruise. Man skal holde her hilse på de mange fætre, når man ser ham - det giver respekt. Og så skal man samle kondomer op og score en dansk lyshåret pige, så man kan "få noget kuss", som det hedder i teksten.

Dog skal man passe på ikke at køre galt. Spillet stopper, hvis man dør, eller når man her gennemført sin cruisen i Nørrebrogade, Vesterbrogade og Østerbrogade. Man ender på en respekt-skala, der går fra "grønthandler-assistent" over "lokal bandeleder" til "Etnisk Playboy".

I spillet henvises også til mulige kommende spil på hjemmesiden som for eksempel "Familiesammenførings-spillet", hvori det hedder: "Hvor mange slægtninge kan du få smuglet ind i landet, før myndighederne opdager det? Nu med Ninn-Hansen bonusbaner og søg-tilflugt-hos-præsten feature."

Politisk korrekthed

Formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, biskop i Århus, Kjeld Holm, siger:

»Spillet kan virke krænkende med den ironiserende facon, det kører på over for indvandrerne. Det er jo en ironi, som vi danskere bryster os så meget af, men som måske ikke er så acceptabel. Derfor har vi henvendt os i DR for at komme i dialog om spillets fremtid i mediet,« siger Kjeld Holm.

Redaktør Lars Torp fra DR-Ung siger, at man med spillet har ønsket at lave et underholdende spil med indhold:

»Og så har vi ønsket at pille ved diskussionen om anden generations indvandrere, som er gået i stå under et åg af politisk korrekthed, som vi ønskede at sprænge. Vi ville provokere for at få debatten ud af et dødvande,« siger Lars Torp og tilføjer, at redaktionen dog overvejer at ændre selve navnet "Perkerspillet".

DR: På grænsen

Generaldirektør Christian S. Nissen afviser at standse spillet:

»Jeg synes også selv, at spillet ligger på grænsen af den provokerende satire og det uacceptable. Men den grænse skal Danmarks Radio også engang imellem befinde sig på. Jeg har selv prøvet spillet, og for mig er det indlysende, at spillet er en provokation og en joke, så jeg finder ingen grund til at gribe ind.«

orla.borg@jp.dk