Test: Sejr til de grovhakkede postejer
Den klassiske grovhakkede fra Stryhns og Lidls billigste, Malux-leverpostej, står side om side øverst på dagens sejrsskammel.
De deler med fem stjerner hver testvindertitlen, fordi de begge lever op til testpanelets krav om, at en leverpostej skal være blød og cremet. Og så skal den smage af lever.
»Når det hedder leverpostej, skal man også kunne smage, at der er lever i. I de andre produkter er leversmagen overdøvet af salt og krydderier, men disse to har en fin balance, hvor man både kan smage krydderier og lever,« siger kok Jakob Lindhart.
Dagens testede leverpostejer har fedtindhold på op til 27 gram ud af 100 gram postej, så Den grønne Slagters postej skiller sig magert ud med et fedtindhold på kun 6 gram. Desværre ser det ud, som om det lave fedtindhold koster på smagen. Kun én stjerne får Den Grønne Slagter for en tør, smuldret og vandet leverpostej.