Forstandig afvisning af kystnære havvindmølleparker

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Lad os begynde med de tørre tal: En dansk forbruger betaler ifølge Eurostat 2,26 kr. for én kilowatt-time (kWh) elektricitet. På elbørsen Nordpool blev én kWh tirsdag handlet til priser mellem 17 og 20 øre.

Virkeligheden er, at de danske familier betaler ikke bare Europas, men verdens højeste elpriser.

Disse kendsgerninger er nødvendige at pointere, hver eneste gang talen falder på dansk energipolitik, da det er tankevækkende mange år siden, at Danmark sidst har haft en fordomsfri energidebat.

Emnet er denne gang de kystnære havvindmølleparker, som et bredt flertal i Folketinget har besluttet at opstille.

Efter en langvarig udbudsrunde har klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt meddelt, at den svenske energikoncern Vattenfall har afgivet det laveste tilbud på at opføre to kystnære havvindmølleparker på til sammen 350 megawatt mod at blive garanteret en mindstepris på 48 øre pr. kWh, hvilket f.eks. er langt under de 104 øre pr. kWh, som havvindmølleparken ved Anholt er garanteret i en periode på 20 år, men mere end det dobbelte af tirsdagens priser.

I samme åndedrag, som resultatet af udbuddet blev præsenteret, har Lars Christian Lilleholt ladet forstå, at regeringen ikke agter at lade havvindmøllerne opføre. Dels har regeringen alvorlige problemer med finansieringen, fordi EU-Kommissionen har underkendt den pso-afgift, der finansierer den såkaldt vedvarende energi herhjemme. Dels betegner regeringen det som hyklerisk, at tilhængerne af at ville opstille de visuelt destruktive kystnære havvindmøller farer frem med stor voldsomhed, hvis en sommerhusejer måtte formaste sig til at placere en bænk et par centimeter på den forkerte side af strandbeskyttelseslinjen.

Regeringens såre forstandige holdning har straks affødt voldsom kritik fra bl.a. Vindmølleindustrien, der påpeger det urimelige i at gennemføre en kostbar udbudsrunde for herefter at lægge de kystnære havvindmølleparker døde.

Som så ofte før henvises der til Danmarks milliardeksport af energiteknologi, der imidlertid har kostet de danske forbrugere enorme summer i såvel direkte som indirekte statsstøtte, vel at mærke de samme forbrugere, der træller under verdens højeste skattetryk.

Da pso-afgiften er ulovlig, vil den massive støtte til de kystnære havvindmølleparker skulle hentes i statskassen, hvilket i markant grad vil udhule regeringens økonomiske råderum og dermed gøre forhandlingerne om 2025-planen endnu vanskeligere, end de allerede er.

Formelt er regeringen bundet af energiforliget fra 2012, og et flertal i Folketinget vil kunne gennemtrumfe, at Vattenfall får lov til at opføre de kystnære havvindmølleparker.

Spørgsmålet er, om regeringen vil blive udfordret andet end verbalt på dette forligsbrud, da et flertal i så fald vil skulle anvise, hvor pengene skal hentes.

Essensen er, at Danmarks såkaldt ”grønne omstilling” er endt som lidet yndefuld striptease i fuldt dagslys.

I stedet for at sikre de danske forbrugere de bedste vedvarende energiteknologiske løsninger gennem en fri og markedsøkonomisk konkurrence har Folketinget dikteret, at vindenergien skal sejre, selv om solenergi i dag er billigere.

Det turde være selvindlysende, at forbrugerne ikke skal tvinges til både at betale verdens højeste elpriser og samtidig ikke kunne gå langs kysterne uden at skulle se hærskarer af vindmøller. Det strider mod al sund fornuft.