Forkælede børn

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er efterhånden ved at være ganske enerverende at være vidne til, at beboerne i den såkaldte fristad Christiania opfører sig som forkælede børn. Den såkaldt lovlydige del af dem altså. Vi ser her bort fra den del, som ernærer sig ved grov kriminalitet og overfalder sagesløse turister, som formaster sig til at fotografere på områder, hvor det ikke passer forbryderne, at der fotograferes.

Den såkaldte fristads historie er lang og trist, og den har lige siden den ulovlige besættelse af Bådsmandsstrædes Kaserne i 1971 bygget på politisk slaphed, handlingslammelse og frygt for konfrontation med en gruppe mennesker, som kun har foragt til overs for retssamfundet.

Talrige forsøg har været gjort på at lovliggøre området, men hver gang uden at drage den fulde konsekvens af, at området faktisk tilhørte staten.

Seneste forsøg blev gjort i 2012, da staten vedtog at sælge en række bygninger til latterligt lave beløb. Til brøkdele af, hvad området og ejendommene kunne have indbragt ved almindeligt salg på et frit marked.

De beskedne beløb søgtes finansieret ved såkaldte folkeaktier, som i praksis blot var tiggerbreve udstedt til velmenende støtter, som mente at kunne se noget værdifuldt i foretagendet. Modydelsen var, at de nye ejere af den såkaldte fristad skulle vedligeholde og renovere de overtagne bygninger.

Det turde være en overskuelig modydelse for en overtagelse, der mere havde karakter af foræring end af reel handel, men selv det viser sig at være en uoverskuelig opgave.

Nu viser der sig vanskeligheder med at få lånefinansieret nogle af vedligeholdelsesarbejderne, og christianitterne betragter det som den naturligste sag af verden, at de skal have fuld statsgaranti for de realkreditlån, det bliver nødvendigt at optage.

Staten garanterer i forvejen de 80 pct. af lånene, men realkreditinstitutterne vil have 100 pct.’s garanti, og det kan man egentlig ikke fortænke dem i, for den økonomiske ansvarlighed har hidtil ikke været overbevisende. I første omgang fik christianitterne medhold hos regeringen, som forsøgte at skabe enighed med partierne bag 2012-aftalen om, at staten skulle yde denne ekstraordinære garanti.

Det har heldigvis vakt berettiget modstand. Det ville være vanskeligt at forklare hårdt trængte borgere i Udkantsdanmark, hvorfor de skal nægtes ganske almindelige realkreditlån, når de forkælede børn i Christiania oven i en de facto foræring fra staten skulle have 100 pct.’s statsgaranti for lån til aftalte vedligeholdelsesarbejder.

Blandt argumenterne for garantien ses besynderligheder, som at der skulle være tale om en fælles kulturarv, som staten skulle have en interesse i at bevare.

For det første er det svært at se hele det skandaløse snart 50 år gamle forløb som udtryk for kultur, og for det andet er det vanskeligt at have tillid til en gruppe mennesker, som først modtager en de facto foræring, og som dernæst forlanger endnu mere.

Hvis det hele ender med, at Fonden Fristaden Christiania misligholder 2012-kontrakten i en sådan grad, at staten må erklære den misligholdt og foranledige den ophævet, vil man alligevel ad skæve kanaler være nået tilbage på den rigtige vej, nemlig at staten ejer området og bygningerne.

Så er der blot tilbage at få det hele normaliseret og passet ind under de regler, som gælder for det øvrige samfund, og det kan have lange udsigter.