Kvælstoffejl kræver politisk handling

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Lige nu er et panel af internationale eksperter i vandmiljø i gang med et ekstremt vigtigt stykke arbejde. De vurderer, om den faglige baggrund er i orden for de vandplaner, der regulerer landbrugets miljøforhold.

Panelet er nedsat som led i fødevare- og landbrugspakken fra 2015, der også gjorde op med flere gamle dogmer om landbrugets miljøbelastning.

For landbruget er det afgørende vigtigt, at vi reguleres ud fra rimelige og fagligt velunderbyggede kriterier, hvilket langt fra er tilfældet med de planer, der nu underkastes en kritisk faglig gennemgang af udenlandske eksperter.

Kravene til landbruget spiller en rolle. For landmændene, for følgeindustrierne og for samfundet. Den evige jagt efter yderligere kvælstofreduktioner har en pris. Landbruget har allerede halveret tabet af kvælstof til vandmiljøet i de forgangne to-tre årtier. Skal der reduceres yderligere, så vil det mange steder ikke længere være muligt at drive landbrug. De lavthængende frugter er plukket, fremtidige restriktioner bliver meget dyre – ikke bare for landbruget, men for hele forretningen Danmark. At vores bekymring ikke er en rent akademisk diskussion, viser en analyse fra 2017 udført af Institut for Fødevare- og Ressurceøkonomi på Københavns Universitet, med stor tydelighed. Her har man undersøgt konsekvenserne af at gennemføre den beregnede reduktion af kvælstofudledningen fra landbruget i det lille område, der afvander til Norsminde Fjord. Analysen viser kort fortalt, at halvdelen af al landbrugsjord i området skal tages permanent ud af drift, og på de resterende landbrugsarealer skal der gennemføres voldsomme restriktioner i bl.a. anvendelsen af gødning.

Prisen skal måles i milliarder og massive menneskelige omkostninger for de landmænd, hvis muligheder for at drive deres erhverv, sælge eller foretage generationsskifte bliver gjort umulig.

Det at drive landbrug medfører selvfølgelig en påvirkning af omgivelserne. Uanset hvor stor umage vi gør os, vil dyrkning af afgrøder og hold af husdyr sætte et aftryk. Der er allerede sket store forbedringer, men vi skal hele tiden arbejde på at nedbringe påvirkningen yderligere. Derfor forskes der intensivt i nye metoder og teknikker, og resultaterne af det arbejde bringes løbende ud i virkeligheden – på marken og i stalden. Men en påvirkning vil der altid være.

Men hvordan hænger det så sammen med forskernes arbejde, der ligger til grund for vandmiljøindsatsen herhjemme? Jo, sæt nu de enorme reduktionskrav, der er i vente, i virkeligheden rammer helt ved siden af skiven. Hvad nu hvis en del af indsatsen er så forkert, at både samfundet som helhed og fødevareerhvervet i særdeleshed pålægges store omkostninger, uden at miljøet får det bedre.

Landbrug & Fødevarer har i mange år påpeget uklarheder, forsimplinger og egentlige fejl i det faglige grundlag for vandplanerne. Det er gennem vandplanerne, at EU’s vandrammedirektiv føres ud i livet. Planerne har til formål at sikre, at de danske vandområder – søer, vandløb og kystvande – senest i 2027 er i god økologisk tilstand. Det kræver, at tilstanden kun afviger svagt fra den helt uberørte tilstand – det er i sig selv en absurd definition, når en halv milliard mennesker med tilhørende infrastruktur, energiproduktion og -forbrug, fødevareproduktion etc. tages med i ligningen.

Men vores kritik af vandplanerne går her på den måde, indsatsen tænkes håndteret – og ikke på EU-Kommissionens grundlæggende tro på utopia, selv om den også er en kronik værd.

Kritikken har ikke tidligere gjort, at man er stoppet op og har set på tingene med friske øjne. Med aftalen om fødevare- og landbrugspakken fra 2015 kom der imidlertid skred i tingene. Her blev det altså besluttet, at et panel af udenlandske eksperter skal evaluere det faglige grundlag for vandplanerne. Den beslutning, som altså udmøntes lige nu, var en landvinding og en anerkendelse af, at troværdighed og realisme skal være på plads, når så omfattende indsatser sættes i værk.

Panelet forventes at offentliggøre sin evalueringsrapport i oktober, og vi og andre interessenter har haft mulighed for at komme med indspil til panelets arbejde.

Den internationale evaluering hilser vi naturligvis velkommen. Vi afleverede et meget omfattende indspil i juli, da vi påpegede en række graverende problemer med de danske vandplaner.

Vores kritik handler blandt andet om vandrammedirektivets krav om, at vandplanerne skal baseres på en samlet analyse af, hvilke menneskeskabte presfaktorer der påvirker vandmiljøet. Dén analyse mangler i de danske vandplaner.

I stedet rettes samtlige indsatser mod kvælstofudledningen, mens alle andre årsager ignoreres. L&F har derfor fået udarbejdet en opsigtsvækkende analyse af de uafhængige forskere i Niva Danmark, der viser, at i de danske fjorde og kystvande er næringsstoffer kun årsag til i størrelsesordenen 50 pct. af presset på vandmiljøet, hvoraf kvælstof udgør ca. 30 procentpoint. Det resterende pres skyldes en række andre faktorer såsom klimaforandringer, ikkehjemmehørende arter, og forurenende stoffer.

I samme boldgade begår man fejl, når den nuværende økologiske tilstand skal bestemmes.

Ifølge vandrammedirektiver skal der være en vis tilstedeværelse af vandplanter, for at et vandområde er i god økologisk stand.

I Danmark har man valgt kun at se efter ålegræs, så steder, hvor andre plantearter er dominerende, regnes pr. automatik som værende i forringet tilstand. Når den nuværende økologiske tilstand er bedømt, er næste skridt at fastsætte miljømål. De bestemmes ved at sammenligne med en referencetilstand, der skal være så godt som uberørt.

I mangel på jomfruelig natur i Danmark er det besluttet at sammenligne med år 1900.

Men i vurderingen af hvad kvælstofkoncentrationerne i danske vandløb var for 117 år siden, tages der ikke højde for, at Danmark allerede dengang var et intensivt dyrket landbrugsland med væsentlige kvælstofudledninger. Denne historieløshed betyder, at referenceudledningen sættes for lavt, og derfor bliver vandplanernes mål for kvælstofreduktion alt for høje.

Alger i fjordene vokser kun, når der er lys nok i foråret. Det er derfor nærliggende, at det ikke er ligegyldigt, hvornår kvælstofudledningen reduceres. Kvælstof, der f.eks. udledes om vinteren, men når at forsvinde fra fjorden inden algernes vækstsæson, er ikke relevant for miljøtilstanden. De uafhængige forskere i DHI Group har analyseret betydningen af timing, og konklusionen var klar: Tidspunktet for reduktion i kvælstofudledning kan have enorm betydning for miljøeffekten.

Med alle disse grundlæggende fejl er det ikke overraskende, at den også er gal med selve beregningsmodellerne, der skal sætte tal på indsatsbehovet. Absurde resultater som kvælstofreduktionsbehov på over 200 pct. i et vandområde er ikke sjældne.

Listen af fejl og mangler er lang. Interessant nok betyder alle fejlene, at kvælstof tillægges større betydning i planerne, end der er belæg for. Hvorfor forskerne har dette enøjede fokus på netop kvælstof, kan vi kun gisne om. Men nu da tingene er pillet fra hinanden, er det helt oplagt at vælge en ny tilgang.

Skuden skal rettes op, så tingene gøres rigtigt, både i vores internationale forpligtigelser, hvad angår det faglige grundlag, og når det drejer sig om realismen i de foreslåede tiltag. Kun på den måde får vi løsninger, som fungerer for både landbrug og miljø.

Opfordringen skal derfor lyde: Start helt forfra. Forskere bør stå i kø for at få lov til at bidrage til at løse opgaven. Og politikerne kan ikke længere sidde den fremlagte dokumentation overhørig.