Et livs historie

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For nogle år siden ryddede min bror og jeg op i vores forældres arkiver, da de begge var døde. Breve, notater og billeder med påtegninger dukkede frem af glemslen, og det fik mig til at tænke på al den familiehistorie, der forsvinder i vores digitale tidsalder. Når der engang skal ryddes op efter mig, vil der kun være få breve, for i de seneste mange år har jeg kun skrevet mails og sms’er, og de er sammen med mange elektroniske billeder forsvundet ud i intetheden. Selv postkort fra ferier er blevet en raritet. Hvordan skal mine børn og børnebørn forstå, hvad de er rundet af, og hvad der gjorde deres forældre og bedsteforældre til de mennesker, de blev, hvis hele familiens historie forsvinder ned i urnen sammen med dem? I vores moderne tid, hvor de samfundsmæssige forandringer sker i et rasende tempo, må historien være den rod, der skal holde os fast og sikre, at vi ikke flagrer hjælpeløst af sted i blæsten. Problemet er imidlertid, at dagens samfund bliver mere og mere historieløst, og mange har tilsyneladende en ubevidst idé om, at verden før deres fødsel vist ikke rigtig eksisterede, sådan rigtigt. Denne historieløshed er katastrofal, for kender man ikke sin egen personlige historie, så ved man ikke, hvem man er; det svarer til, at man naturligvis ikke kan genkende sig selv, hvis man aldrig ser i et spejl.

Af disse årsager besluttede jeg for nogle år siden at nedskrive mit livs historie, sådan som jeg husker den. Det er den lille historie i den store historie, og målgruppen er mine børn og børnebørn, for en af de ting, der ærgrer mig, er alt det, jeg aldrig fik spurgt mine forældre om, mens tid var. Det er imidlertid ikke en enkel sag at skrive sit livs historie, for ligesom alle andre er jeg fanget i min egen bevidsthed, og min erindringskatedral er lige så meget en konstruktion som de bygningsmæssige ditto. Jeg kan kun berette om de erindringer, der er efterladt i mit hoved, og det, jeg fortæller, er ikke nødvendigvis det samme som det, jeg oplevede, og de dialoger, jeg gengiver, er ikke nødvendigvis identiske med, hvad der i sin tid blev sagt; nej, det er, hvad der har overlevet i mit hoved, drejet, forvansket, filtreret gennem tiden. Derfor skriver jeg min livshistorie som en blog på nettet, fordi det giver familie, venner og bekendte, alle, der kort eller længe har levet sammen med mig, mulighed for at give deres besyv med, korrigere, tilføje, trække fra. Mit livs historie bliver således historieskrivning, der aldrig bliver færdig – selv om den naturligvis slutter en dag for mit vedkommende.

Jeg er født i 1946 og blev vistnok til i en glædesrus, natten efter at russerne havde trukket sig tilbage fra Bornholm, min farmors fødeø. Jeg bør vel være russerne taknemmelig, for havde de fulgt deres sædvanlige praksis og sat sig fast på Bornholm, var jeg næppe blevet til.

Stalin har meget på samvittigheden, men altså også dette. 1946-årgangen er danmarkshistoriens største – der blev født 100.000 børn, og 70.000 af os er her stadig – og vi er utvivlsomt den mest privilegerede generation nogensinde. De hårde efterkrigsår med rationeringskort og mangel på det meste gik hen over hovedet på os, fordi vi var for små, men da vi blev teenagere med mod på livet, kom det store økonomiske opsving, og siden da har vi oplevet uafbrudt fremgang. Vi fik uddannelse, før nogen havde tænkt på adgangsbegrænsning, det var os, der førte an i ungdomsoprøret i 1968, og da vi var færdige med at uddanne os, kunne vi vælge mellem jobmulighederne, fordi der var mangel på arbejdskraft. Da vi købte hus, var der fuld fradragsret for renteudgifterne, samtidig med at lønnen automatisk blev reguleret i takt med prisudviklingen. Og da vi ikke ville arbejde mere, eksisterede efterlønnen i bedste velgående. Nogle af os har som pensionister fortsat interessante opgaver, der supplerer den generøse pension, og når gigtplagede knæ og skuldre gør det svært at dyrke vores fritidsinteresser, sørger et skattebetalt sundhedssystem for at rette op på det.

Vi har kort sagt haft utroligt gode vilkår, og hvordan skal vi begrunde det over for de næste generationer? Det ville være rart, hvis vi kunne sige, at vi har haft gode vilkår, fordi vi fortjente dem, men den forklaring holder nok ikke i byretten. Sidste sommer læste jeg – for anden gang – den fantastiske, fabulerende og filosoferende bog ”Nattog til Lissabon” af Pascal Mercier, og jeg er enig med ham et langt stykke ad vejen, når han siger, at livets virkelige instruktør er tilfældet. Naturligvis skal man så vidt muligt træffe nogle gennemtænkte beslutninger, men tilfældet slår alligevel til og præsenterer noget overraskende, som man ikke havde forudset. Det var tilfældige møder med kloge og engagerede mennesker, det var skelsættende begivenheder, der tilfældigvis udspandt sig for næsen af mig, det var beslutninger, jeg traf, og som viste sig gode (men jeg kunne lige så godt have truffet nogle andre beslutninger …!), det var stillinger, jeg tilfældigvis søgte på det rigtige tidspunkt osv. Det er et grundvilkår, at vi lever livet forlæns og undervejs griber – eller lader passere – de muligheder, der byder sig, og først senere forstår vi konsekvenserne af de valg, vi traf. Livskunst er så at leve med de valg, man traf, og ikke se sig (for meget) tilbage over skulderen, og det kan man være mere eller mindre god til. Alt det er da en god diskussion værd med vores børn, men det forudsætter, at de ved, hvad de snakker om, altså kender til de vilkår, der gjaldt for 30-40-50 år siden, og derfor skriver jeg mit livs historie.

Jeg levede min ungdomstid i 60’erne, altså de 60’ere, som sidenhen blev så berømte for frisind, opbrud og oprør, men at det var en særlig tid, var jeg og min omgangskreds naturligvis ikke bevidste om dengang. Som jeg husker det, brugte jeg al min energi på at finde ud af, hvem jeg var, og hvordan jeg skulle tackle livet. Når jeg sammen med mine kammerater lyttede til tidens popmusik, Elvis Presley, Tommy Steele og “Sån’t är livet” med svenske Siv Lindblom, var det for mit vedkommende mest på skrømt, for min virkelige interesse var klassisk musik og bøger, og på den måde blev jeg tidligt bevidst om, hvad det kræver at stå (næsten) alene i kammeratskabsflokken. I den proces lærte jeg gradvist, at der i min personlighed er træk af noget solitært, og mens nogle nærmest bader i netværk, venner og bekendte, så er jeg mere reserveret og selektiv. De erfaringer er gode at få skrevet ned, og måske kan de bidrage til, at mine børn og børnebørn forstår, hvem de er.

For et lille års tid siden blev jeg 70 år, men der er stadig stor forskel mellem at se sin alder på tryk og så forstå, at det faktisk handler om mig. Det hjælper lidt på forståelsen, når jeg ser mig i spejlet om morgenen, men så tænker jeg, at der nok bare er et problem med billedkvaliteten, og sådan kan man snyde sig selv i årevis. Grundtvig snyder til gengæld ikke, når han kalder 70-året for »støvets år«, og bare for at træde i det fortsætter han, at »om firsindstyve år en kæmpe når, des mere han har at døje.« Den lo jeg en del af, selv om det næppe var tilsigtet morsomt fra Grundtvigs side. Johannes V. Jensen (student fra min gamle, hæderkronede skole) skrev også om det at blive ældre, men han er mere optimistisk: »Det er muligt at blive gammel uden at standse i væksten. Man har eksempler på produktive naturer, som med alderen har lagt til i åndelig kapacitet og overlegenhed ...«, men så fortsætter han, for sentimental var han jo ikke »... lige til de i en høj alder mejes ned af et eller andet svigtende organ.« Rene ord for pengene. Sådan vil jeg gerne gøre det – bestandigt lægge til i åndelig kapacitet, lige indtil jeg en dag mejes ned af – et eller andet ...! Men inden da skal den livshistorie skrives, der kan give mine efterkommere et udgangspunkt for deres forståelse af dem selv.